Stor interesse for julebal

} FOR DE VOKSNE: Juleballet på Skovsgård Hotel 4. juledag, tirsdag 28. december, tegner deltagermæssigt til at blive en stor succes. Der er allerede udsolgt til spisningen inden ballet, og der er solgt mange billetter til selve juleballet med det lokale orkester Beers for Tears og det landskendte Rock Nalle med hans seks mands orkester The New Big Sound. 160 har indtil videre meldt sig til ballet, oplyser Henning Ørtoft Jensen fra Skovsgård Hotel. Det er Skovsgård Hotel og Brovst Musikforsyning, der for anden gang blænder op for et julebal for voksne i rigtig gammeldags forstand. Da parterne sidste år fandt, at der måtte være behov for et sådant julebal for voksne, blev det så stor en succes, at det nu gentages. Ideen med juleballet er at give folk en mulighed for at møde gamle venner hjemme på juleferie, så de kan hygge sig og få danset julesulen af sig.