Stor interesse for nyt byggeri

HJØRRING:Der kom rigtig mange mennesker, da Bygge- og Boligforeningen af 1938 i søndags holdt Åbent Hus i deres nye boligbyggeri i Østergade. - Lang tid før vi egentlig åbnede, var der mange mennesker. Omkring klokken to var der så mange, at der ligefrem var kø for at komme ind i bebyggelsen. Alt det materiale, som vi havde lavet, blev revet væk. Vi forsøgte at registrere, hvor mange gæster, der var, men det var simpelhen umuligt. Vi fik noteret over 500 besøgende, men der var langt flere, og det var bare en rigtig dejlig eftermiddag i Hjørring midtby, fortæller en begejstret forretnigsfører Jens Ole Jørgensen. Byggeriet ligger for enden af Østergade, i nummer 52, lige ved Netto. Bygge- og Boligforeningen får nye kontorlokaler i stueetagen, og de tre ansatte kan snart rykke ind i de nye lokaler. Med det nye byggeri har foreningen nu 625 lejligheder at holde styr på. Desuden er der 400 kvadratmeter butiksarealer, og i kælderen er der 500 kvadratmeter, som rejsebureauet DTF Travel skal have.