Stor interesse for Pedersens Sommercabaret i Østervrå

Fis og ballede på bordet 20. august - og et vemodigt farvel

Det er sidste omgang med Pedersens Sommercabaret.

Det er sidste omgang med Pedersens Sommercabaret.

ØSTERVRÅ:Salget af billetter til Østervrå Kulturforenings forestilling med Pedersens Sommercabaret, søndag 20. august i Østervrå Kulturhus har fået en rigtig god åbning. På trods af det tidlige tidspunkt har der lige fra begyndelsen været stor interesse for at sikre sig adgang til denne absolut sidste forestilling med den underholdende trio. Holdet bag cabaretten er kendte og rutinerede kræfter med kapelmester Ernest Petersen på flygel i spidsen for den tre mand store trup, som udover kapelmesteren også består af skuespillerne Hanne Laursen og Jørgen Bing. De to sidst nævnte gæstede Østervrå Kulturhus så sendt som i marts måned, hvor de spillede med i den underholdende farce ”Svend, Knud og Valdemar. Cabaret-folkene er i disse dage ved at lægge absolut sidste hånd på årets forestilling, der meget passende har fået titlen ”Sidste omgang”. Det er nemlig sidste turne, så det bliver også et vemodigt farvel i Østervrå. Kabaretten er solgt til 30 forestillinger i hele Nordjylland, samt et par stykker udenfor regionen. I alt 19 tekster har fået plads i årets kabaret, og de er pænt fordelt i en god og underholdende cocktail med aktuelle emner præsenteret i sketches, musik og sangtekster. Blandt tekstforfatterne kan blandt andre nævnes Anni Gamborg og Kjeld Torbjørn. Forestillingen i Østervrå bliver et frokostarrangement, hvor der inden aktørerne går på scenen serveres en let traktement som leveres af Nikolines Cafeteria i Frederikshavn. Menu kommer til at bestå af: Ristet kyllingebryst på salatbund m. ananas, bacon og karrydressing, grøntsagstærter, gratineret pandekage, små frikadeller, hjemmelavet kold kartoffelsalat samt melonsalat med appelsindressing. Dertil kommer forskelligt brød og smør. Billetter til forestillingen kan bestilles hos Østervrå Kulturforening ved henvendelse til enten Merete Rosendal eller Britta Sørensen.