Hospitaler

Stor interesse for rygestop-dag

Mange har meldt sig på stop-kursus

HJØRRING:Der var fokus på lunger og rygning på Sygehus Vendsyssel i går, da der var kombineret rygestop- og lungedag. To af sygehusets rygeinstruktører - Mona Damsig og Grethe Nørgaard - målte blodets kulilteindhold hos alle, der havde lyst til det, og de fik i løbet af dagen mange navne skrevet på deltagerlisten for kommende rygestop-kurser. Også Danmarks Lungeforenings nyoprettede lokal-komité for Nordjylland var repræsenteret på sygehuset ved bl.a. formand Gunnar Bagh fra Skagen, og repræsentanterne fra foreningen uddelte meget materiale om lunger og lungesygdomme til de fremmødte. Lungefunktion På rygestopdagen var der også mulighed for at få målt sine lungers funktionsevne, og det benyttede bl.a. Flemming Berg Pedersen fra Hjørring sig af. Han har for nylig fået lungeproblemer, men gårsdagens målinger af hans lungers funktionsevne gav alligevel et forholdsvis positivt svar. - Det er blevet bedre, end jeg troede, det var, og det er jeg godt tilfreds med. Jge ryger ikke, men lægerne mener, at mine lungeproblemer måske kan henføres til overfølsomhed for visse fødevarer, lød det fra Flemming Berg Pedersen.