Stor jubel på centret

Svein Rasmussen knytter næven i ren glæde over redning

Lars Hofmeister,
75-årige Svein Rasmussen løfter armen i spontan glæde, da han får at vide, at Præstbro Ældrecenter alligevel ikke skal lukke. Foto: Kurt Bering
Naturvidenskab 1. oktober 2011 11:00

Præstbro Ældrecenter bevares, og dermed skal beboere og personale ikke flyttes til et andet center. Politikerne har besluttet at frede hele ældreområdet i forbindelse med budget 2012, og da NORDJYSKE i går kunne overbringe den glade nyhed, troede personalet på Præstbro Ældrecenter nærmest ikke på det. Præstbro Ældrecenter har reelt været lukningstruet i mange år, og da personalet er snusfornuftige, ville de godt se redningen på skrift, inden de gav sig til at juble. Hos en af beboerne, den 75-årige Svein Rasmussen, var der derimod ingen slinger og tøven. Han var ved at spise frokost, og da han hørte, at han alligevel ikke skal flytte, så blev den højre arm strakt i vejret i glad jubel, mens smilet bredte sig. - Jamen, det er jo fantastisk. Jeg har været rigtig bange for, at centret skulle lukke, for jeg betragter jo Præstbro Ældrecenter som mit hjem, siger Svein Rasmussen, der oprindelig kommer fra Norge. Han har dog forlængst forelsket sig i Danmark og er nu faldet godt til i Præstbro. - Nu håber jeg bare, at politikere vil frede Præstbro Ældrecenter med mere end et år af gangen. Det er hårdt - også for personalet - at vi ikke aner, om vi skal flytte eller ej. Men lige nu vil jeg bare glæde mig over den gode nyhed, siger Svein Rasmussen, der samtidig er lykkelig over, at ældreområdet stort set går fri for besparelser i denne omgang. Redningen af Præstbro Ældrecenter er genialt timet, fordi centret holder 50 års jubilæum 10. oktober, og mon ikke Svein Rasmussen i den forbindelse får lejlighed til endnu engang at hamre armen i vejret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...