Stor kranregning førte til nyt firma

Et firma med stadig større kræfter

Nørresundby 21. september 2002 08:00

AALBORG: Det er ikke tilfældigt, at Europas altdominerende firma indenfor opstilling af vindmøller har adresse på Stenholm 6 tæt på lufthavnen i Nørresundby. Forklaringen er forretningstalent. Da nu afdøde entreprenør Asger Enggard, stifter af entreprenørfirmaet Engaard A/S, først i 70'erne havde fået byggeriet af Aalborg Boilers nye kedelfabrik ærgrede det ham at se regningen fra kranfirmaet, der var hyret til at løfte elementerne på plads. "Hvis der er så mange penge i det, kan jeg ligeså godt købe en kran selv", tænkte entreprenøren. Som sagt, så gjort og i 1974 så det selvstændige selskab Kranløft A/S dagens lys. - Asger Enggard var en dygtig iværksætter, fortæller ophavsmanden til ovenstående beretning, Erik Andersen, der i dag er projektchef i såvel Kran Ringen som Kran Ringen Wind. Erik Andersen har også forklaringen på, hvorfor Kranløfts maskiner traditionelt har været hvide: - Da Asger engang landede i en lufthavn i USA, så han nogle hvide kraner på en byggeplads i nærheden. Den hvide farve var til at få øje på, så hans kraner skulle have samme farve, fortæller projektchefen, der selv kom ind i firmaet, da Kranløft i 1979 købte Aalborg Autokraner, hvor han på det tidspunkt var ansat som kranfører. - Det er utroligt som branchen har udviklet sig siden dengang, specielt hvad angår materiellets formåen. Vores nye kraner kan gå 168 meter i vejret med 40 ton på taljen. Da vi for tre-fire år siden købte nye kraner, som på det tidspunkt var de største i landet, for at leve op til vindmøllemarkedets krav, tænkte jeg: - Nu bliver de ikke større. I dag er de for små.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...