Danmark

Stor lønstigning til statens faste advokater

Staten får ikke en lovpligtig rabat på advokatsalær, mener kilder i advokatbranchen.

Stor lønstigning til statens faste advokater

Det private advokatfirma Poul Schmith, der er statens altdominerende advokat, havde et godt år sidste år. Omsætningen steg med godt 50 millioner kroner, og 21 af dem havnede direkte som overskud i firmaet.

Det betød, at firmaets knap 20 seniorpartnere hver fik udbetalt et honorar på i gennemsnit godt syv millioner kroner for deres arbejde i 2012, skriver Politiken mandag.

Det gør ifølge kilder i advokatbranchen Poul Schmith-partnerne til topscorere i branchen, selv om firmaet har lovet staten en rabat på 33 procent i forhold til "sædvanligt advokatsalær".

De nye oplysninger viser, at staten ikke får sin rabat, mener advokat Thomas Smed fra Inhouse Advokatfirma. Han har tidligere arbejdet i to store advokatfirmaer og hos Kammeradvokaten.

- Det kommer bag på mig, at partnerne hos Kammeradvokaten har en indtjening på niveau med partnerne hos Danmarks største advokatkontorer, ikke mindst da Kammeradvokaten jo skal give staten en rabat på en tredjedel.

- Men forklaringen er jo, at det er en illusion, at man kan fastlægge, hvad sædvanligt advokatsalær er, og derfor har man heller ikke noget grundlag at give rabat ud fra, siger Thomas Smed til Politiken.

Oplysningerne fremgår af Årsrapporten 2012 fra det interessentskab af advokater, der arbejder i og ejer Poul Schmith. Politiken er kommet i besiddelse af rapporten, der ellers ikke offentliggøres.

Hos Kammeradvokaten afviser administrerende partner Tomas Ilsøe Andersen i en mail at kommentere firmaets overskud, fordi det er "fortrolige oplysninger og udtryk for forretningshemmeligheder."

Han skriver dog, at "det relevante ... ikke er hvad, vi tjener, men hvad vi koster" og henviser til, at firmaets gennemsnitlige timepris for jurister er steget mindre end priser i almindelighed fra 2011 til 2012 og ligger på under to tredjedele af den timepris, som skatteadvokater benytter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.