Stor mængde hamp fundet

Par havde 11,5 kg hamp liggende på ejendom

Det er hampplanter som disse, som nu er beslaglagt.Arkivfoto

Det er hampplanter som disse, som nu er beslaglagt.Arkivfoto

HJØRRING:Efter et anonymt tip, ransagede Hjørring Politi torsdag eftermiddag en ejendom sydøst for Hjørring. Det viste sig at ejendommens beboere - et par i 40’erne, havde haft travlt med at dyrke hamp. Politiet fandt dels en lille mark, hvor hampen var blevet høstet i efteråret og så lykkedes det at beslaglægge et lager på i alt 11, 5 kilo hampplanter - Det fylder seks flyttekasser, så der er faktisk tale om en stor mængde, siger vicepolitikommissær Peter Skovbak, der anslår, at hampen svarer til nogle hundrede gram hash. Parret er nu sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Ransagningen gav også flere sidegevinster, idet der blev beslaglagt ca. 20 ecstasy - og morfinpiller, som en 21-årig gæst vedkendte sig, og der blev også fundet nogle geværpatroner og slagvåben på ejendommen. De sigtede personer er ikke i forvejen kendt af politiet.