Stor mangel på indsamlere

Begrænset lyst til at rasle med bøsserne hos borgerne i Nørager Kommune

Nørager 1. april 2003 08:00

HAVERSLEV: Cirka 20 indsamlere mangler Kræftens Bekæmpelse i Nørager Kommune, hvis de skal gøre sig håb om at dække kommunen ind ved indsamlingen på søndag. - Der plejer at være omkring 40 indsamlere, men i år mangler vi 20, hvis vi skal nå hele vejen rundt og komme i nærheden af de 26.000 kroner, vi samlede ind sidste år, siger Jens Hejlskov fra Haverslev, der står for at koordinere indsamlingen i kommunen. Og det er ikke kun de små byer i kommunen, der i år risikerer ikke at få besøg af en indsamler. - I Nørager, Rørbæk og Stenild har vi ikke en eneste indsamler. Det er ellers de steder, vi plejer at være, lyder det fra koordinatoren, der ikke tidligere har oplevet en sådan mangel. - Det er første gang i de seks år, jeg har været koordinator, det kniber sådan. Jeg er ved at være lidt træt af det. Rammer mange Jens Hejlskov er ved at være træt af manglen på indsamlere. Som en mulig forklaring på manglen angiver han, at de måske også er trætte af landsindsamlinger. - Nogle siger, at der er for mange landsindsamlinger i løbet af kort tid. Det kan godt være, men det er noget, der bestemmes på landsplan. Vi har brugt første weekend i april i mange år. Vejret skal jo helst være godt, fortæller Jens Hejlskov med et stille grin. For ellers er der ikke meget at grine af. Igen i år er det den gamle brigade, der tager indsamlingsbøssen i hånden og går ud og stemmer ringeklokker. - Det er de gamle travere, men jeg håber, de unge vågner op. Det er dem, der kan komme til at døje med det senere, fordi det rammer utroligt mange. - En del af indsamlerne har haft nogen i familien, der har fået kræft. Når man har haft det inde på kroppen, ved man hvilken forfærdelig sygdom, det er, så jeg skal selv på gaden trods lidt problemer med bentøjet, forklarer Jens Hejlskov, der mistede sin kone til kræften for 19 år siden. Ældste indsamler er en dame på 70 år. Hun døjer også med bentøjet. - Hun siger: "Nu må vi se, hvor langt jeg kan holde, men jeg hjælper jo andre, med det jeg gør," bemærker koordinatoren. Et par timer Årets overskud går til kræftbehandling på Grønland. Officielt varer indsamlingen fra 9 til 16, men Jens Hejlskov satser dog ikke på at låne indsamlerne i mere end et par timer. - Det er op til dem, om de vil samle ind mellem 10 og 12 eller 14 og 16. Men vi satser på at afvikle det i løbet af formiddagen og aflevere pengene klokken cirka 15. Grunden til pausen ved middagstid er, at vi nødig vil vække nogen, der sover middagssøvn, griner han. Hvis ikke der kommer flere indsamlere, ser det dog ud til, at de fleste roligt kan tage en både tidlig og sen middagslur uden at blive forstyrret af en indsamler. Men det håber Jens Heilskov selvfølgelig ikke. - Hvis der ikke kommer flere indsamlere, kan vi ikke gøre noget ved det. Men jeg vil da blive slemt skuffet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...