EMNER

Stor mangel på sundhedspersonale

Nordjylland kommer til at mangle tusindvis af sundhedsuddannede personer.

Sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere samt bioanalytikere bliver eftertragtede personer i de kommende år. En ny analyse, som Region Nordjylland offentliggør i dag, viser, at landsdelen om 15 år vil mangle op imod 800 sygeplejersker, næsten 2000 social- og sundhedshjælpere samt 150 bioanalytikere. Allerede i dag kniber det med at skaffe bioanalytikere, mens der for de to andre fag er balance mellem udbud og efterspørgsel. Men den balance tipper hurtigt, og allerede om fem år begynder manglen at bide, forudser analysen, som konsulentfirmaet COWI har lavet for regionen. Vil mindske frafald De dystre tal bliver fremlagt i dag på andendagen af Nordjysk Uddannelseskonference af regionsrådsmedlem Helle Andersen (S): - Rapporten er udtryk for rettidig omhu. Ved at se så langt frem kan vi forberede os på udviklingen. Men der findes ingen enkle løsninger, mener hun: - Vi skal spille på mange forskellige strenge. For eksempel er der et stort frafald på sygeplejerskeuddannelsen, og der kan vi arbejde på, at de ikke taber modet, fordi skellet mellem teori og praksis er for stort. - Vi må også se på, hvordan vi kan bruge teknologien til at forenkle arbejdet, for eksempel med dokumentation. Færre på deltid En meget stor del af den manglende arbejdskraft kunne hentes ind, hvis færre arbejdede på deltid, viser rapporten: - Men vi er nødt til at sikre et glad personale, og det gør vi blandt andet ved at sikre forståelsen for, at det passer nogen bedst at arbejde på deltid, siger Helle Andersen.