Vendsyssel FF

Stor modstand hos det grå guld i FfI

De ældre fodboldmedlemmer i klubben ser kun ulemper i at gå med Hjørring IF i Vendsyssel FF

Leif Mikkelsen tilhører FfI’s grå guld med 66 års medlemskab, og han har også dømt 4190 fodboldkampe.Arkivfoto: Peter Broen

Leif Mikkelsen tilhører FfI’s grå guld med 66 års medlemskab, og han har også dømt 4190 fodboldkampe.Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Mens FfI’s fodboldformand, Martin Høeg, er varm fortaler for, at klubben sammen med HI går ind i et officielt samarbejde om fælles førstehold og eliteungdomshold i Vendsyssel FF, tror flere mangeårige FfI-medlemmer ikke på idéen.

Blandt modstanderne er 72-årige Leif Mikkelsen, der har 66 års medlemskab af FfI, og tidligere bestyrelsesmedlem, Mogens Nyeng Hansen, der var med i klubbens gyldne år i landets bedste række.

- Jeg ser kun ulemper ved at gå ind i en overbygning, siger Leif Mikkelsen.

- Ingen frederikshavnere vil køre til Hjørring, selv om FfI er med i et samarbejde, og 1. divisionsfodbold på Frederikshavn Stadion er ikke aktuelt, før der er sket en omfattende renovering.

- Men det værste vil være, at FfI’s ungdomsafdeling vil smuldre, hvis de seks-syv bedste på hver årgang skal spille på et fælleshold under VFF. Det vil i mine øjne ødelægge interessen for de øvrige ungdomshold i FfI, for hverken trænere eller spillere vil være med, hvis de bedste på forhånd sendes videre til VFF.

Leif Mikkelsen mener desuden, at de største talenter fortsat vil søge til AaB, og han tror ikke på, at ungdomsafdelingen i VFF for alvor vil kunne tage kampen op med storebror i Aalborg.

- Vi har 567 medlemmer i FfI’s fodboldafdeling hvoraf næsten 500 er i vores gode ungdomsafdeling, og det skal vi bygge videre på. Det vigtigste i FfI’s fodboldafdeling er, at vi har en god og bred klub.

- VFF vil nok gerne have spillere fra FfI, men det er vist mest sponsorer fra Frederikshavn, det handler om.

- Det er nok også derfor, at Hirtshals Boldklub har sagt nej til VFF. De vil gerne beholde deres store virksomheders sponsorater i deres klub, siger Leif Mikkelsen.

Overbygning er passé

Mogens Nyeng Hansen har flere gange været med i forberedelser til overbygninger i nordjysk fodbold, og i modsætning til tidligere tror han ikke længere på idéen.

- Det løb er kørt for længst. Ingen i Frederikshavn gider køre til Hjørring for at se 1. divisionsfodbold. Det viser den nuværende interesse allerede, og det forandres ikke af, at der om fem år spiller en enkelt fra byen på VFF’s førstehold.

- I FfI har man i øjeblikket glemt seniorafdelingen, der kører skidt, men en god ungdomsafdeling vil kunne rette op på det om nogle år, og den skal ikke ødelægges ved en overbygning, som vil gøre ondt både i FfI og HI.

- For ti år siden kunne man lave den slags i FC Midtjylland og SønderjyskE, men det er for sent i Vendsyssel, hvor sponsorinteressen heller ikke vil være stor nok.

- Jeg har tidligere siddet med i udvalg fra de to klubber, hvor vi uden held forsøgte at strikke et fælleshold sammen, og jeg var også med, da FfI var tæt på at overtage et 1. divisionshold fra FC Nordjylland, men tiden er løbet fra den slags.

Både Leif Mikkelsen, som udover sit mangeårige medlemskab af FfI også har dømt 4190 fodboldkampe, og Mogens Nyeng Hansen håber og tror, at rigtig mange i kategorien FfI’s grå guld vil møde op til den vigtige generalforsamling i klubben i januar, der afgør, om frederikshavnerne skal indgå i en historisk overbygning med HI i Vendsyssel FF.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.