EMNER

Stor mølleordre sikrer job på nordjysk fabrik

Bonus Energy skal bygge i alt 76 møller til Norge

AALBORG:Vindmøllekoncernen Bonus Energy’s vingefabrik i Aalborg skal fremstille alle vingerne til i alt 76 kæmpemæsige møller, som virksomheden skal levere til Norge. Det stabiliserer beskæftigelsen på vingefabrikken, men giver ifølge adm. direktør Palle Nørgaard, Bonus Energy, ikke anledning til at øge antallet af medarbejdere. - Vi er godt tilfredse med den stab, vi har. Vingefabrikken arbejder effektivt, siger han. Fabrikken åbnede i juni 2002, og nåede kort efter en bemanding på 290 medarbejdere, men mindre et år efter blev der skåret med med 84 ansatte og produktione omlagt fra tre- til etholdssskifte. Men produtionen har i følge Palle Nørgaard stort set samme omfang. Bonus Energy A/S har indgået kontrakt med norske Statkraft SF om udvidelse af vindmølleparken på øen Smøla ud for den midtnorske vestkyst med 48 2,3 MW møller. Ordren på 700 mio. kr. omfatter udover møllerne fundamenter og veje samt dele af den elektriske infrastruktur. Første fase af Smøla vindmølleparken blev leveret af Bonus i 2002. Efter udvidelsen, der forventes afsluttet i 2005, vil parken have en samlet effekt på 150 MW. Smøla bliver hermed en af de største vindmølleparker i Europa. I juli 2003 indgik Statkraft SF og Bonus Energy desuden aftale om leverance af en vindmøllepark på 24 møller med samlet effekt på 55 MW til øen Hitra i Norge. Den samlede ordresum for Hitra projektet og Smøla udvidelsen overstiger 1 mia. kr. Palle Nørgaard er glad for ordrerne. - I 2004 forventes det danske vindmøllemarked at befinde sig på nulpunktet, samtidig med at det amerikanske marked ikke tegner positivt. Ordrene fra Statkraft er medvirkende til at sikre en stabil og positiv udvikling hos Bonus. Når den sidste mølle på Smøla er rejst i 2005, vil mølleparken kunne levere strøm nok til at dække 113.000 danske familiers forbrug.