Stor musik på byens orgel

Organist Thomas Kursch og Frederikshavn Menighedsråd bag ny musikudgivelse med orgelværker

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Thomas Kursch ved Marcussen-orglet, der er bygget i 1974 med 39 stemmer fordelt på 3 manualer.

Selv om musikken er gammel, så har den stadig saft og kraft og meget at byde sin tilhører på. Sådan er det med den musik Thomas M. Kursch byder på en mundsmag af, ved en koncert i Frederikshavn Kirke i morgen, søndag kl. 14. Koncerten varer 30 minutter, og efter den er menighedsrådets koncertudvalg vært ved et lille traktement i Sognehuset, som samtidigt er en slags release-reception for en cd-udgivelse, som menighedsrådet står bag. Det betyder at musikken er til at tage med ud af det smukke kirkerum, proppe den store orgelklang med i tasken og genopleve den hjemme i stuen gennem ens højttalere. Den nye cd består af musik skrevet af tre tyske barokkomponister. Det er ofte sådan, at det er egentlig koncertmusik, der bydes på, når der sendes en ny orgel-cd på markedet. Men det er ikke tilfældet her. - Jeg har netop valgt værker, der er tænkt til at indgå i gudstjenestelige sammenhænge, siger Thomas M. Kursch. - Man må sige, at det er musik fra en tid, hvor det ikke gjorde noget at gudstjeneste indeholdt masser af musik. Måske har netop musikkens formål været med til at give den kraft og friskhed, der gør, at den endnu har bud til tilhørerne, siger Thomas M. Kursch. Og han har i sin fortolkning af værkerne forsøgt at gøre den levende, nærværende og nutidig. Selve processen har været betydelig anderledes end da Thomas M. Kursch sidst var i gang med at indspille til en cd-udgivelse. Det er 22 år siden, så det var stadig mens pladespillerne havde en fast plads i de fleste hjem. - Dengang kom der en producer og optog - og det hele skulle i kassen på engang. - Her har jeg haft langt bedre tid til at vælge - ikke mindst mellem tidspunkter i døgnet. - For det er jo sådan, at selv om kirkens vægge er tykke, så er der stadig fin passage af lyde udefra - ambulancer i udrykning eller store tunge lastvognstog. Og når de kommer drønende, så er man simpelthen nødt til at tage optagelsen om. Det er vilkårene, siger organisten. Han har også måtte eksperimentere med mikrofonerne for at få det optimale ud af kirkens akustik. Og det er lykkedes flot og formfuldendt. Det har taget et par år at forberede cd-udgivelsen - og så er der blevet optaget gennem 2008. - Efterfølgende har jo så foretaget redigeringen på min pc og så er cd'en blevet presset i Tyskland, siger Thomas Kursch. Cd'en indeholder værker af Heinrich Scheidemann Dietrich Buxtehude og Johann Pachelbel, som alle har haft indflydelse på Johann Sebastian Bachs kompositoriske virke - og dermed indirekte på hele den vesteuropæiske musikhistorie. Frederikshavns Marcussen-orgel er skabt til at levendegøre baroktidens tyske orgelmusik og det er derfor helt naturligt, at Thomas Kursch har besluttet sig for at indspille værker netop af disse tre komponister. Blå bog Thomas Kursch er født i 1953. Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med kirkemusikalsk diplomeksamen i 1977. Han blev ansat i Frederikshavn Sogn samme år. Han er uddannet hos Finn Viderø og har suppleret sin uddannelse med private studier og masterclasses, ligesom han i 2003-2005 tog en magisteruddannelse på Konservatoriet i Gøteborg. Han har tidligere udgivet en LP med orgelværker optaget i Frederikshavn Kirke.