Stor nordjysk triumf i Charlottenlund

Dansk Hoppe Kriterium endte i nordjysk jubel

Foto: Burt Seeger

Foto: Burt Seeger

HESTESPORT:Aalborg-travhesten Dicte Skovsende vandt søndag eftermiddag storløbet Dansk Hoppe Kriterium på Charlottenlund Travbane med en førstepræmie på 175.000 kroner.

Dicte Skovsende trænes af Aalborg-træner Peter Jensen og blev kørt til sejr af staldens lærling og førstekusk Mads Hviid Nielsen.

For Mads Hviid Nielsen har det været en sand jubeluge, der har været med til at manifestere ham som et af dansk travsports største talenter. Det er således blot seks dage siden, han kunne lade sig hylde som Dansk Mester for Lærlinge på hjemmebanen Racing Arena Aalborg.

Mads Hviid Nielsen viste da også i det største danske løb for de treårige hopper, hvorfor han tilhører landets ypperste elite af travkuske.

Da startbilen slap det elleve heste store felt, satte Mads Hviid Nielsen sig resolut på føringen for derefter dygtigt at dæmpe tempoet, således at det blev svært for baghestene at tage meter ind i en hurtig afslutning.

Selv om Skive-hesten Dominique A P og svensktrænede Donna Di Damgård kom tæt på i slutfasen, fik den nykårede danske mester dygtigt holdt den talentfulde hoppe i gang til målstregen var passeret.

Dicte Skovsende sejrede i den gennemsnitlige kilometertid 1.14,9 over den 2000 meter lange distance. En sejr, der udløste en fortjent førstepræmie på 175.000 kroner.

- Jeg ville ikke slippe til nogen. Hun gik jo kanon senest, og hun tager lidt fat selv. De kom lidt tæt på til slut, men det gik, sagde Mads Hviid Nielsen i vinderinterviewet umiddelbart efter løbet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst