Stor øvelse træner specialstyrkerne

Øvelse Night Hawk vil være til lands, til vands og i luften i knap to uger

Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste Nord

Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste Nord

I den kommende tid er der både noget i luften over Nordjylland samt på veje og i terræn - det er nemlig tid til Forsvarets store øvelse Night Hawk, der er Europas største øvelse tilrettelagt specielt for at træne specialstyrkerne. Øvelsen går i gang mandag 26. september, og den slutter torsdag 6. oktober.

Omkring 2000 soldater fra Jægerkorpset, Frømandskorpset samt Hjemmeværnet plus specialstyrker fra andre NATO- og partnerlande deltager i øvelsen, og som en del af øvelsen indgår der også 50 fly og helikoptere, så der vil blive en del aktivitet i luften i de knap to uger, øvelsen varer. Dertil også indsættelser på land ved forskellige objekter.

En stor del af øvelsen foregår i militære øvelsesområder, men der vil også være momenter i civilt terræn, der kan give støj og gener for borgerne i områderne, hvor øvelsen foregår.

- Som øvelsesledelse gør vi alt, vi kan, for at minimere generne for lokalbefolkningen i forbindelse med aktiviteterne. Vi vil, hver gang det er muligt, informere de borgere, som bor tæt på øvelsesaktiviteten.. Vi kan desværre ikke garantere, at vi kan få fat i alle beboerne i et område. Vi håber på befolkningens forståelse over-alt, hvor der måtte forekomme gener. Oftest vil operationerne - og dermed generne - være af meget kortvarig karakter, siger generalmajor Jørgen Høll, der er chef for den danske Specialoperationskommando, i en pressemeddelelse.

Årets udgave af Night Hawk har et lidt andet - og bredere - fokus end tidligere øvelser, siger Jørgen Høll.

- Tidligere har vi primært trænet selve specialoperationerne, men på baggrund af erfaringer fra indsættelse af danske specialoperationsstyrker i internationale operationer, er der behov for også at øve analyse- og planlægningsfasen. Vi vil lægge ekstra vægt på at træne enhederne i at samvirke med de øvrige militære kapaciteter, der kunne tænkes at være i et operationsområde, hvor specialoperations-styrkernes ville kunne indsættes, fortæller generalmajor Jørgen Høll.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.