Stor opbakning er vigtig

FORFATNING Bare ganske få dage før dagens folkeafstemning om Iraks nye forfatning vedtog parlamentet de seneste ændringer af ordlyden. Dermed vil også en af landets vigtigste sunnimuslimske grupper anbefale vælgerne at stemme ja. I forvejen regnes der med et flertal for forfatningen i landets nordlige kurdiske område og den sydlige del med shiamuslimsk flertal. Dermed kom Irak endnu et lille skridt i den rigtige retning, og dagens afstemning vil forhåbentlig styrke udviklingen, omend det vil vare længe endnu, før Mellemøsten får sit andet solide og veletablerede demokrati. Det første er Israel. Sunnimuslimerne - i hvert fald betydelige dele af dem - opfører sig paradoksalt. De er fuldt bevidste om, at et splittet Irak vil efterlade dem med den midterste del, hvis væsentlige ressource er sand - mens kurdere i nord og shiaer i syd vil beherske de enorme olie- og gasmængder i undergrunden. Derfor har de kæmpet for en forfatningstekst, der begrænser mulighederne for en opdeling af landet. Men samtidigt står sunnimuslimske grupper bag hovedparten af den terror mod civilbefolkningen, som kun de mest naive kan opfatte som oprør eller frihedskamp. De talrige bomber fremmer under ingen omstændigheder mulighederne for at holde sammen på det Irak, hvis grænser i bund og grund er et resultat af europæisk kolonialisme. Det vil være langt mere gavnligt for alle irakiske sunniers fremtid at erstatte terroren og de stupide slagord med samarbejde - i første omgang et samarbejde om at stoppe bombemændene. Løsningen på de mange uenigheder om den nye forfatning har på en række områder været klassisk politik: En række emner skal tages op senere, og det er langt fra usandsynligt, at forfatningen undergår en række ændringer i de kommende måneder og år. Alligevel er det vigtigt at få den nuværende udgave afprøvet hos befolkningen. Og det er vigtigt at sikre, at det dels foregår med høj stemmedeltagelse, dels finder sted uden alt for mange blodsudgydelser. Det store flertal af irakere nærer uden tvivl først og fremmest ét stort ønske: Fredelig udvikling uden daglig terror. Et massivt flertal i dag vil vise opbakningen bag det ønske. Et nej kan betyde øget risiko for reel borgerkrig.