EMNER

Stor opbakning i pensionistforeningen i Jerslevs

JERSLEV:Der er god tilslutning til arrangementerne i Pensionistforeningen for Jerslev og Omegn. Det kunne formanden, Lisse Larsen, oplyse på generalforsamlingen. Der er typisk 25-28 deltagere til arrangementerne, men når der er bankospil, kommer der over 30. Det betegnede formanden som tilfredsstillende. Der var også mange roser til bestyrelsen for de mange og gode arrangementer. Blandt de besøgende har været Peter Duetoft, der fortalte om at flytte til Vendsyssel. Borgmester Jens Arne Hedegaard og socialchef Lis Carlsen har også været på besøg. Tidligere viceamtsborgmester Jonna Petersen har også været én af gæsterne. To gange har Ib Olsen været på besøg for at fortælle om Rumænien, og han hentede på et tidspunkt en del tøj, som er samlet ind lokalt. Det er taget med til Rumænien. Foreningen har været på udflugt til Livø, ligesom der har været udflugt ud i det blå. Denne tur gik over Thise, Saltum, Brovst og Hune samt over Store Vildmose. Der har også været en udflugt til Rudestrand. Lisse Larsen og Birthe Jensen blev begge genvalgt. Christa Jensen ønskede ikke genvalg, men blev afløst af Ruth Jensen.