Stor opbakning til nordjysk rap

- Du er klam og har overbid - se frem til din sidste tid. Den hjørringensiske rapper, Johnni G, stirrer sin modstander stift ind i øjnene, imens han modtager det ene verbale knytnæveslag efter det andet. Håbet er, at hyle modstanderen ud af den, så han laver fejl, og Johnni selv kommer et skridt nærmere førstepladsen og præmien på 25.000 kroner. Det er lørdag aften, og KB-hallen i København er proppet med unge mennesker i hængerøvsbukser og hættetrøjer, der alle er mødt op for at følge hiphopverdenens svar på en boksefinale: Mc’s Fight Night. Helt i tråd med det hårdtslående tema, er hallen bygget op omkring en stor boksering - og som i enhver anden boksematch, er der nummerpiger, kamprunder, smokingklædte dommere og en højtråbende konferencier i form af Århus-rapperen Jøden. Reglerne er simple. To rappere mødes i ringen, hvor de skiftevis får udstukket et emne (eksempelvis ”mormors kagekrukke”), som de skal improvisere (eller freestyle) over i 60 sekunder. Efter to runder får de hver især en fri runde, hvor de får lov til at sende de sidste øretæver af sted i fri rap. Efter hver runde bedømmes deltagerne af de tre veteranrappere: MC Clemens, Joe True og Jay-B. Dommerne kigger på rytmesans, brug af emnet, rim og skarpe punchlines. Efter at have udtværet sin modstander Den Hvide Neger i første runde, gør Johnni G sig klar til at møde den erfarne freestyler Mik L. De to andre nordjyske rappere, Orhan G og Funk Mastah, er for længst ude af kampen om titlen som Danmarks Fight Night champ. Brølet fra publikum er enormt, da Johnni G bevæger sig hen mod bokseringen, akkompagneret af sprøde beats fra DJ Static. Med sig har han et følge af hjemmedrenge (eller hommies), der giver klap på skuldrene og løfter hænderne mod det entusiastiske publikum. Samme show gentager sig, da Mik L gør sin entre, og lidt efter står de to rappere ansigt til ansigt i ringen midt i den kogende hal. Mik L begynder med at skulle rappe om gammel ost, og får hurtigt flettet ind, hvem han synes der er lillebror i kampen. Johnni G svarer igen med en mavepuster om MC Ostehaps og størrelsen på hans kønsdele. Taget letter næsten, da publikum kvitterer med et skrål, der viser hvorfor nordjyden er tippet som favorit. Men det er ikke kun nederdrægtighederne, der kommer i spil, for da emnet i næste runde er finanskrise, viser rapperne, at det kræver en hvis mængde viden at udføre kunsten som freestyler. Unfair eller? Lidt efter er det hele forbi, og kampens resultat udløser en voldsom publikumsreaktion: - Johnni, Johnni, Johnni. Salen koger. Johnni G har tabt matchen til Mik L, og publikum viser straks sin utilfredshed. Der bliver stampet i gulvet, og hallen ryster. - Hvad sker der for dommerne? Nordjyden sku’ fandme ha’ vundet, lyder snakken hen over herretoilettets pissoirs i pausen. Men da Mik L til sidst ender med at løbe med årets Fight Night titel, bliver stemningen en lidt anden: - Det var sgu egentlig nok fair nok - de var alle sammen virkelig gode, siger Klaus Koldby, der sammen med otte venner har taget den lange tur fra Aalborg til hovedstaden. De begiver sig opløftede ind mod centrum, sammen med de tusindvis af andre publikummer, der alle har haft en fest, som selv Rocky ville misunde. Til næste år ruller hele cirkuset igen, og mon ikke vi atter ser den 21-årige lærerstuderende fra Hjørring med efternavnet Gade, når der igen skal kæmpes om titlen som Danmarks bedste ordbokser.