Fodbold

Stor opbakning til Sindal IF's sæsonstart

Over 30 aktive fodboldspillere tog hul på sæsonen 2003

SINDAL:- Kan vi skabe et miljø i klubben, hvor spillerne er glade for at komme, og hvor der spilles på en måde, så spillerne kan lide at spille her, så betyder det for mig ikke så meget, om vi spiller i serie 2 eller serie 3, siger formanden for SIF fodboldafdeling, Kurt Nørbalk. Det sidste er han nu nok lidt alene om at mene. I hvert fald har træneren og spillerne på et seminar klart formuleret, hvad klubbens sportslige mål for den kommende sæson er - nemlig at nikke den en ordentlig skalle, så SIF kan rykke op i serie 2, men også, at man spillemæssigt vil fortsætte den udvikling, der blev sat i gang i fjor, da Christian Kærsgaard overtog træningen. - På seminaret sidste lørdag, hvor 35 seniorspillere var med, diskuterede vi desuden en social målsætning for samværet i klubben. Vi har med klubhuset de perfekte rammer, og så er det op til os selv at skabe et miljø, hvor spillerne og deres familier kan trives. Derfor debatterede vi også et værdigrundlag, hvor emnet: tolerance - også i spillet på banen og måske især over for dommerne - indgik, fortæller 35-årige Christian Kærsgaard. Det sportslige mål for andetholdet i serie 4 er at stabilisere sig i rækken, mens serie 6-holdet gerne skulle klare forårssæsonen så godt, at man kommer i den bedste række, når serien deles op til efterårssæsonen. At der er opbakning til linjen blev bekræftet ved lørdagens standerhejsning, hvor over 30 seniorspillere mødte op. Hele seks nye spillere fik et specielt vekomst-håndtryk af formand Kurt Nørbalk, cheftræner Christian Kærsgaard og assistenttræner Allan V. Jensen. Blandt de nye spillere i SIF har Christian Kærsgaard især forventninger til de to unge, tidligere SIF-spillere, Dennis Bach Pedersen og Andreas Michaelsen. Begge har været en smut i HI, hvor Andreas har spillet på mesterrækkehold, men nu har valgt at komme tilbage til SIF. Dennis går i gymnasiet og har her fået så meget andet end fodbold at tage vare på, at han ikke kan opfylde de krav, der stilles til ham på højt niveau i HI. Derfor har han valgt at spille i SIF i år. Her kan han lige smutte over, når lektierne er ordnet - og så er det måske også lidt mere acceptabelt her, hvis han en enkelt gang melder afbud, fordi han skal passe sine skolesager. - Spillerne kender nu det spilsystem, som jeg ønsker, at vi skal spille efter. Ved sæsonstarten i fjor var det endnu ikke helt indarbejdet. Det tror jeg, det bliver fra start i år. Så med spillernes tilsagn om at give den en skalle har jeg fuld fortrøstning til, at det nok skal lykkes at avancere. Jeg har i hvert fald dermed fået mulighed for at stille krav og lægge pres på dem. Endelig er sådan et tilsagn jo også en forpligtelse, som spillerne har givet hinanden, siger cheftræneren.