Gymnasiale uddannelser

Stor opbakning til støttedag

Handlende i Fjerritslev med til at markere protest mod lukning af gymnasium

FJERRITSLEV:Protesten er klar og tydelig fra de handlende i Fjerritslev mod forslaget om at lukke byens gymnasium. Fredag i næste uge er der arrangeret en støttedag i byen med forskellige aktiviteter, og forud for den udgives der en specialavis. Den udkommer tirsdag og onsdag i næste uge, og det er gået rigtig hurtigt med at sælge annoncer til den. - Vi har oplevet en kæmpeopbakning. Det har været utrolig let at tegne annoncer, og vi kunne sagtens have fået endnu flere med. Men vi skulle jo stoppe et eller andet sted, fortæller Per Briann Jensen fra aktivitetsudvalget i Fjerritslev Handelsstandsforening. Specialavisen bliver på 16 sider, og på nær lidt tekst om gymnasiet er siderne fyldt med annoncer. De handlende blev opfordret til at vise omverdenen, at de vil bevare Fjerritslev Gymnasium, og den opfordring blev der taget imod. Avisen udsendes sammen med Fjerritslev Ugeavis, og desuden husstandsomdeles den i Løgstør og Brovst kommuner. Det bliver således til et oplag på cirka 14.000. Arrangørerne af støttedagen fredag 8. august håber nu, at avisen vil være en appetitvækker, så folk fra hele det område kommer til Fjerritslev. På støttedagen har de handlende åbent By Night, og programmet er så småt ved at falde på plads. Dagen vil blive fyldt med musik, og tanken er, at det både skal være hyggeligt og et klart signal til amtspolitikerne om, at der bakkes op om gymnasiet trods faldende elevtal i en periode. Datoen er ikke tilfældigt valgt. Ugen efter har amtsrådet nemlig budgetdage, hvor et spareforslag skal diskuteres. Dette forslag omtaler en lukning af Fjerritslev Gymnasium som en mulighed. De handlende har specialtilbud, og kunderne kan deltage i en konkurrence med forskellige præmier. De skal blot svare på tre spørgsmål om gymnasiet. Jørgen Bjerregaard, musiker fra "Pure Drunks", vil optræde, og han vil desuden præsentere en cd, der er lavet i samme forbindelse, og som kan købes. Både ved kommunekontoret, på Bryggertorvet og ved kroen vil der være musik. "The Bootles" har også sagt ja til at træde op, og de leverer klassiske Beatles-hits. Endelig vil gymnasieelever og lærere spille og synge. Det bliver arrangeret i den kommende uge, hvor gymnasiet tager hul på et nyt skoleår, så der bliver travlt fra første dag. I det hele taget vil eleverne være synlige i gadebilledet med t-shirts, hvorpå logoet "Bevar Fjerritslev Gymnasium" er trykt. Alle kan markere deres protest ved at skrive under på et gigantisk postkort, der senere køres ud til amtsgården. Arrangører af støttedagen er Fjerritslev Gymnasium, Fjerritslev Handelsstandsforening og MusikCompagniet.