Stor opfindsomhed for at få arbejdskraft

KØBENHAVN:Dusør udloves. Aktiv seniorpolitik. Ubesatte stillinger haves. Der er pres på det danske arbejdsmarked - og ledigheden er så lav, som den næsten kan blive. De danske arbejdsgivere har svært ved at skaffe folk til de ledige stillinger, og derfor er opfindsomheden stor, når det gælder om at trække ny arbejdskraft til. I en undersøgelse lavet af erhvervsorganisationen HTSI, viser det sig, at næsten to ud af 10 virksomheder betaler dusør til de medarbejdere, der kan skaffe nye ansatte. Næsten syv ud af 10 har en aktiv seniorpolitik for at beholde de ældre på jobbet. Og 14,8 procent af virksomhederne siger, at de går ud over landets grænser, når der søges og rekrutteres arbejdskraft. Jens Brendstrup, cheføkonom i HTSI, siger, at virksomhederne i stigende grad fravælger arbejdsformidlingerne, AF. Og virksomhederne begrunder det med, at AF ikke er god nok til at matche virksomheder og ledige. - Det kan simpelthen ikke nytte noget, at tingene sander til hos AF på grund ledige, der ikke får relevante AMU-kurser - og for meget papirarbejde. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) bør simpelthen lette arbejdsgangen, så vi kan få de ledige i arbejde, siger Jens Brendstrup. Ledigheden ligger i dag på omkring 4,5 procent - men selv om ledigheden er så lav, mener Jens Brendstrup godt, at flere kan træde ud af arbejdsløshedskøen: - Vi skal også have fat i dem, der går og putter sig. Selv de såkaldte “tunge grupper” skal gås igennem med tættekam, siger cheføkonomen./ritzau/