EMNER

Stor opgave til Hirtshals-firma

Skal klare alt jordarbejde ved renovering af "Skagensbanen"

SKAGEN:Det bliver HMU A/S Entreprenørforretning i Hirtshals, der skal klare jordarbejde og afvanding som underentreprenør for Banestyrelsen Baneteknik, når det store arbejde med renoveringen af banelegemet fra Skagen til Frederikshavn kommer i gang til efteråret, og selv om det en kontrakt som underentreprenør, er der tale om en meget stor opgave for firmaet. - Det er en meget stor opgave for os. Vi vil nok have 35 – 40 mand fast på opgaven fra midten af august og resten af året, konstaterer ejer af HMU A/S Entreprenørforretning, Jan-Iver Christiansen, der ikke ønsker at oplyse nærmere om den aftalte pris for arbejdet. Firmaet, der for tiden har 55 medarbejdere og beskæftiger sig med alt inden for jord, beton og kloakarbejde, har klaret lignende arbejdsopgaver, da banestrækningen mellem Hjørring og Hirtshals blev renoveret i etaper over syv år, og også dengang blev arbejdet klaret sammen med Banestyrelsen Baneteknik. - Vi skal blandt andet grave ud de steder, hvor der er blød bund, og erstatte det med sand, og det bliver også vores opgave at transportere skæverne fra havn til brugssted, forklarer Jan-Iver Christiansen, der endnu ikke har klarhed over, hvilke havne der bliver tale om. 50.000 tons skæver Men det er store mængder, der skal fragtes videre efter at være kommet i land. Et kvalificeret gæt lyder på cirka 50.000 tons skæver. Det betyder cirka 1000 lastbiler fyldt med skæver, noget der formodentlig bliver klaret i oktober måned. Det var da også en klar forudsætning ved kontraktens indgåelse, at arbejdet først måtte sættes i gang midt i august, når sommertrafikken til Skagen var overstået. Ifølge Nordjyske Jernbaner skal der til de i alt 36,5 kilometer spor desuden bruges 4.300 tons skinner og 22.300 betonsveller. Den samlede pris for sporrenoveringen bliver på cirka 115 millioner kroner. Det er Banestyrelsen Baneteknik, der har hovedentreprisen, og her venter entrepriseleder Jørgen Lystbæk, at arbejdet med sporrenoveringen kan komme i gang 18. august. Han har netop fremlagt et detailprojekt på Nordjyske Jernbaners kontor i Hjørring, og i slutningen af august og begyndelsen af september kommer turen til interesserede naboer til skinnerne. Information på vej - Vi vil invitere til to informationsmøder, det ene i Skagen Kommune og det andet i Frederikshavn Kommune, ligesom vi også vil informere skiftligt til husstandene, fortæller Jørgen Lystbæk. Han har aftalt med Nordjyske Jernbaner, at alt er klar til at tage i brug 20. december. På dette tidspunkt har han nemlig bestemt sig for at holde juleferie. - Til den tid vil toget kunne køre 100 kilometer i timen, mod de nuværende 75, men i praksis bygger vi sporet op, så det med mindre justeringer engang i fremtiden vil kunne klare en hastighed på 120 kilometer i timen, siger Jørgen Lystbæk. Sporet skal have en ekstra justering omkring marts 2004. Denne justering kan nemlig først foretages, efter at sporene har været i brug et stykke tid.