EMNER

Stor opgave venter forude

Regeringens arbejde med en kvalitetsreform af den offentlige sektor er endnu blot i støbeskeen. I morgen holdes det første af fem debatmøder, der skal give inspiration til reformen, som efter planen skal lægges frem næste forår.

Nogle af ambitionerne med det storstilede projekt står allerede ganske tydelige. Vi skal have en bedre offentlig sektor med en bedre service for de samme penge - og samtidig skal Socialdemokraterne ikke have monopol på at fremstå som velfærdens vogtere. Arbejdet med at nedbryde det monopol har været i gang i årevis, men efterårets mange demonstrationer mod besparelser tvang regeringen tilbage i defensiven. De første bud på indholdet af reformen er kommet frem i denne uge. Alle offentlige institutioner skal måles, vejes og forsynes med en resultattavle - akkurat som de smileys, der pryder pizzeriaer, bagere og restauranter. Priserne på de offentlige ydelser skal også være synlige - vi skal med andre ord vide, hvor meget vi belaster samfundets kasse med, hvis vi sender et barn i børnehave. Bag kvalitetstavlerne ligger et ønske om at gøre det mere synligt, hvordan den enkelte institution fungerer. Men ideen er næppe så indlysende god, som det umiddelbart kunne synes: Eksempelvis vil børnehaver med problemer formentligt hurtigt miste alle ressourcestærke familier, for når der er frit valg på alle hylder, som regeringen ynder - ja, så skynder de sig naturligvis over til børnehaven i det pæne kvarter. Samtidig åbner kvalitetsvurderingen for ansættelse af endnu flere kontrollanter og bureaukrater. Allerede nu bruger eksempelvis hjemmeplejen store ressourcer på at udfylde alle de skemaer, det ekspanderede statslige apparat kræver. Det vil kræve en meget fast hånd at indføre tavlerne uden at flytte hænder fra aktivt arbejde til skrivebordet. At borgerne skal vide, hvad den offentlige service reelt koster, er i sit udgangspunkt en god ide. Intet i denne verden er gratis, og vi har alle sammen godt af at vide, hvad pladsen i børnehaven koster. Men hvor går grænsen? Regeringen vil undtage sygehussengen, men hvad med specialinstitutionen for den handicappede eller plejehjemmet? Et sådant system kræver stor finfølelse, hvis det ikke først og fremmest skal udløse dårlig samvittighed hos brugerne og deres familier. For det kan næppe være meningen.