Stor passion for Mexico baner vej for ny webshop

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan ser nogle af Astrids produkter ud.

Astrid Hansen, tidligere it-projektleder og Vejgaardpige, har netop taget springet og er sprunget ud som selvstændig iværksætter med sin nye webshop itzcali.dk.

Her finder man spændende og unikt design fra Mexico, og det er ikke tilfældigt, at designene er udarbejdet i samarbejde med mexicanere.

Astrid har nemlig en kæmpe passion for og kærlighed til Mexico.

Hun er opvokset i Vejgaard og hendes store passion for Mexico startede allerede, da hun som 16-årig sagde farvel til Aalborg og tog af sted som udvekslingsstuderende til Mexico, hvor hun boede i et år.

Her blev hun med det samme forelsket i landet, og siden har hun rejst og opholdt sig i her mange gange.

- Mexico er på en eller anden måde blevet siddende i mig. Jeg elsker kulturen, maden, menneskene, og befinder mig i det hele taget bare godt derovre. Selve ideen til Itzcali udspringer egentlig af min passion og glæde for Mexico, fortæller Astrid.

Inspirationen til at komme ud i verden kommer fra Astrids far, som i mange år sejlede for Mærsk.

Han fortalte gennem hendes barndom mange historier om at være ude i verden, og på den måde fik Astrid opbygget en længsel efter at komme ud og se verden.

En anden drivkraft bag webshoppen var for Astrid også lysten til at blive sin egen chef og have mulighed for at arbejde med de ting, som hun synes er spændende og gør hende glad.

- En dag jeg var i København, besøgte jeg en lille butik, hvor de solgte små ting fra Mexico.

- Som jeg stod der i butikken, tænkte jeg ved mig selv, at "det her kan jeg da også."

- Jeg tog springet, opsøgte leverandører i Mexico og rejste til landet i maj 2016 med min lille datter og kæreste for at indgå aftaler og foretage indkøb. Jeg har ikke set mig tilbage siden.

Ud over at drive Itzcali har Astrid sin egen blog tacotaco.dk, hvor hun skriver om mexicansk mad.

Et af Astrids formål med både bloggen og webshoppen er at gøre danskernes kendskab til Mexico større.

- Jeg ærgrer mig lidt over den generelle opfattelse af Mexico - at alting handler om tequila, sombreros og tacoskaller - for det er ikke helt det Mexico, som jeg kender.

- Derfor kunne jeg godt tænke mig at være med til at præsentere danskerne for noget andet og vise, at Mexico også er kvalitet og lækkert design.

Itzcali samarbejder med mindre designvirksomheder i Mexico.

Virksomhederne designer selv alt, og mange af produkterne produceres i hånden.

Alle produkter er bæredygtigt produceret både i forhold til miljø og arbejdsforhold.

Webshoppens formål er at tilbyde danskerne et unikt design, hvor man har mulighed for at skille sig lidt ud fra mængden. Itzcali.dk tilbyder et udvalg af tasker, smykker og nips til hjemmet.

Fælles for produkterne er, at der er lagt vægt på at forene latinamerikansk glæde og varme med det nordiske og enkle design.

- Samtidig er det meget vigtigt for mig, at min butik ikke er et sted, hvor man kun har lyst til at handle, hvis man har været i Mexico. Det skal være en butik, hvor hver enkelt vare skal være lækker i sig selv og sige "hey køb mig", fordi den er skøn og dejlig, men ikke nødvendigvis fordi man har været i Mexico, påpeger Astrid.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.