Stor pointforskel gør ingen forskel

Hobro og Hjørring i lokalbrag

HOBRO:Hjemmeholdet i hård kamp for at få nedrykning på afstand. Gæsterne i hård kamp for at fastholde en oprykningsplads. Der er masser på spil i det nordjyske fodboldopgør i 2. division vest i eftermiddag på Hobro Stadion, når himmerlændingene får besøg af Hjørring FC til en kamp, hvor de øjeblikkelige tabel-facts ikke kan bruges til ret meget. De 10 point, Hobro står noteret for i relation til Hjørrings 19, får næppe hjemmeholdet til at give op, endsige tvivle på sig selv. Det er måske snarere en motivationsfaktor til at få skudt sig i gang igen oven på tre kampe, der blot har givet et point i udbytte. - Vi skal til at have nogle point, fastslår træner Jens Hammer Sørensen, og så er han sådan set ligeglad med, hvor i tabellen modstabnderen befinder sig. - De er gode, skal vi da erkende. De har nogle stærke individualister, eksempel i Ziad Saliba, og jeg synes, deres organisation på holdet er god. De slår nogle gode kontraer, men det får ikke os til at lave om på vort spil. Vi går til sagen ud fra de kvaliteter, vi selv har, siger Hobro-træneren. Skader og karantæne er stadig et mærkbart Hobro-problem. Denne gang er Jesper Skak i karantæne. Til gengæld vender Lars Justesen tilbage efter samme. - Men vi møder op med en 15-mands trup, for vi skal teste både Morten Lauritsen og Rasmus Ingemann, lyder det fra Jens Hammer Sørensen. Hos Hjørring vil træner Frode Langagergaard også godt skrive under på tesen om, at lokalopgør er uforudsigelige. - Det handler om at være klar på dagen, være fokuserede og stole på de ting, man kan. Han vægter ikke så meget, at Hobro som eneste hold spiller et 3-5-2 system. - De har haft succes i sidste sæson med det. Nu har nogle hold måske set, hvordan de bedst spiller op mod det, og det kan da også godt være, at vi laver enkelte ju-steringer undervejs. Men som udgangspunkt, så er det vore egne kvaliteter og vort eget spil, der skal vægtes højest, siger Frode Langagergaard. Han har ikke Kenneth Pedersen til rådighed på grund af karantæne, og Thomas Andersen er sendt en tur på andetholdet. Med er i stedet Dennis Østergaard og Jonas Møller.