Odense: Mand skudt af politiet

Politiet har foretaget afspærringer i Odense. En mand er kommet til skade, efter at politiet har skudt

Ritzau
Politiet har afgivet skud i en lejlighed på Hvenekildeløkken i Odense. Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 10. oktober 2018 09:46 - Opdateret 10. oktober 2018 14:58

ODENSE: Politiet har onsdag morgen afgivet skud i en lejlighed på Hvenekildeløkken i Odense.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet blev kaldt ud til lejligheden klokken 08, hvor anmeldelsen gik på, at det brændte. I den forbindelse blev der afgivet skud, hvor en person blev ramt.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger nu sagen. Det gør myndigheden altid, når borgere er blevet ramt af politiets skud.

I en pressemeddelelse oplyser DUP, at der er tale om en mand, som blev ramt i benet.

- Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og sendt efterforskere til stedet, lyder det i pressemeddelelsen.

DUP har ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand.

Branden i lejligheden er slukket, og ingen personer er i den forbindelse kommet noget til.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...