Politi frygtede skyderi på gymnasium

Ambulancer og svært bevæbnede betjente rykkede ud til uddannelsesinstitution i Ishøj

Arkivfoto: Henrik Bo
Kriminalitet 16. april 2018 15:32 - Opdateret 16. april 2018 21:57

ISHØJ: Et større antal kampklædte betjente rykkede mandag eftermiddag ud til et gymnasium i Ishøj, fordi en bortvist elev tilsyneladende havde fremsat trusler.

På stedet blev der set ambulancer, og betjentene var bevæbnet med maskinpistoler, berettede sn.dk.

Politiet oplyste lidt efter på det sociale medie Twitter, at en ung mand var blevet anholdt.

Han var mandag blevet bortvist, og i den forbindelse var der trusler om et muligt skoleskyderi.

Aktionen fandt sted på CPH West på Vejlebrovej. Institutionen huser såvel gymnasium som andre uddannelser.

Den bortvistes trusler er så alvorlige, at en anklager tirsdag vil bede en dommer om at varetægtsfængsle ham, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Politiet fik anmeldelsen ved 13-tiden, og anholdelsen fandt sted to timer senere.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...