Stor profil stopper i Mors-Thy
Anfører og målmand Søren Pedersen præsenteres i Skjern lørdag
Opdateret kl. 18:51
NYKØBING: Mors-Thy Håndbold har fredag offentliggjort, at den stærke målmand Søren Pedersen stopper i Mors-Thy ved udgangen af denne sæson.
Det skulle være sikkert, at hans nye klub er Skjern Håndbold, men endnu ønsker ingen af parterne at kommentere det. Bestyrelsesformand i Skjern Carsten Thygesen bekræfter dog overfor NORDJYSKE, at klubben præsenterer en ny målmand lørdag.
Søren Pedersen havde kontrakt med Mors-Thy frem til 2015.
Mors-Thy skriver i en pressemeddelelse, at klubben har sikret sig en overgangssum, når Søren Pedersen skifter til en højt rangeret dansk klub, men oplyser ikke, hvor stor en sum det drejer sig om. Klubben skriver samtidig, at målmanden har en klausul i sin kontrakt, der gør det muligt at skifte for en overgangssum.
- Jeg er meget stolt over min tid hos Mors-Thy Håndbold, som jeg altid vil se tilbage på med stor glæde og taknemmelighed. Jeg vil gøre alt for at slutte godt af her i klubben og glæder mig til de sidste hjemmekampe med vores fantastiske publikum i ryggen, siger Søren Pedersen.
Klubben skriver desuden, at man snart håber at have en aftale på plads med Søren Pedersens afløser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.