Færdselsforseelser

Stor promille, lille hjerne

Voldsomt temperament i forbindelse med drikkeri sendte en ung mand 20 dage i fængsel - med 30 dage yderligere gjort betinget

SÆBY:Når sprutten går ind, går hjernen ud. At det gamle mundheld er andet og mere end bare et gammelt mundheld, måtte en ung mand stå til regnskab for i retten i Sæby i går. Under Hjallerup Marked i sommer havde han fået en del at drikke, og undervejs i drikkeriet, der foregik på "ungdomspladsen" ved markedet, var der opstået noget tumult. Iden forbindelse havde den unge mand fået et slag på siden af hovedet, der havde slået hul i hans kind. Nogen tilkaldte en ambulance, og det er her, at den unge mands fortrædeligheder begynder. Han var nemlig ikke til sinds at tage med falckredderne på skadestuen, selv om både redderne og hans venner, der stod rundt omkring, så afgjort mente, at det var det bedste. Til sidst entrede han dog ambulancen, men der gik ikke længe, inden han begyndte at slå ud efter instrumenter og apparater i ambulancen, mens han råbte, at han ikke ville på skadestuen. Det endte med, at den redder, der sad bag i ambulancen flere gange fik at vide, at han kunne "få et par på hovedet", og til sidst flyttede fra behandlersædet i ambulance til det passagersæde, der også er bag i den - i tryg afstand fra den unge mands næver. Her stoppede ambulancen så, idet politiet blev tilkaldt for at få dæmpet den unge mand. Heller ikke betjentene kunne dog snakke ham ned, og undervejs nåede han at råbe "luk røven" til én af betjentene. Efterfølgende var han dog blevet syet i kinden med fem sting, så helt ved siden af havde reddernes og vennernes vurdering af, at han trængte til en tur på skadestuen, ikke været. I retten forklarede den tiltalte, at han absolut intet kunne huske fra episoden, sikkert på grund af en kombination af druk og slaget i hovedet. Han kunne dog slet ikke genkende sig selv i beskrivelserne af hans temperament og sprogbrug, som falckredderen og politibetjenten gav af situationen, fortalte han. Som rosinen i pølseenden var den unge mand også tiltalt for at have nikket en 14-årig dreng en skalle i forbindelse med en episode under en fest i Gandrup.Et forhold, han erkendte, idet han undskyldte sig med, at han var overbevist om, at den 14-årige havde givet den tiltaltes 13-årige lillesøster noget hash, som hun havde røget sig fra sans og samling med; nogle veninder, blandt andre den 14-åriges kæreste, havde måtte følge/slæbe lillesøsteren hjem fra festen. På det tidspunkt var den tiltalte selv fuld, idet havde holdt en privat fest i forældrenes hus, og da han så lillesøsterens tilstand og efterfølgende den 14-årige stå uden for huset, fór han ud og nikkede skallen. Umiddelbart bagefter indså han dog sin bommert, undskyldte og fik med venners hjælp lagt en ispose på den 14-årige, der ikke tog voldsomt skade af skallen. Alt i alt kom de to episoder til at koste den unge mand en dom på 50 dages fængsel, hvoraf de 30 dage blev gjort betinget på grund af hans gode personlige forhold. Og så fik han en alvorlig formaning fra retsformanden, dommer Mette Søndergaard, om at søge hjælp til at få gjort noget ved det problem han åbenlyst har, så hjernen fremover ikke forlader kroppen i takt med, at promillen vokser.