Stor regnskabsuge i Danmark

Den kommende uge bliver – som altid i midten af måneden - relativ stille med hensyn til vigtige økonomiske nøgletal. Til gengæld bydes der på en sand kaskade af regnskaber fra danske selskaber – herunder 12 KFX selskaber og over 40 andre noteret på Fondsbørsen. For en gennemgang af forventninger til udvalgte selskaber se "Ugescenariet" på Spar Nords hjemmeside På nøgletalssiden vil fokus i USA være rettet mod tal for husbyggeriet, den anden måling af erhvervstilliden i august ("Philly Fed indekset") og den ugentlige udvikling på arbejdsmarkedet. Oven i disse nøgletal holder to af medlemmerne fra centralbankens rentekomite taler om torsdagen, som meget vel kan blive ugens vigtigste begivenhed. Ovenpå sidste uges pressemeddelelse og referatet fra FOMC mødet i juni vil de to herre sandsynligvis gøre et stort nummer ud af, at synliggøre hvor Fed "står". Vi forventer de vil understrege risikoen for lavere inflation og understrege, at den officielle rente vil blive hold på det nuværende historisk lave niveau i en lang periode fremover. I Euroland vil der primært være fokus på tirsdagens ZEW indikator fra Tyskland, inflationstal for juli og den samlede industriproduktion i Euroland. Hertil kommer torsdagens italienske inflationstal for august. Ugen vil sandsynligvis også byde på de første estimater for inflationen i Tyskland i august. Spar Nord forventer en uforandret til marginalt højere måling i ZEW indikatoren, som dermed indikerer en stabilisering i IFO indekset ovenpå de sidste par måneders stigning. Spar Nord forventer endvidere, at tørken i Sydeuropa kan have påvirket fødevarepriserne i Italien opad – det samme gælder de turistrelaterede priser. Samlet forventes dog en uforandret måling på 2,6 procent - det vil sige godt en halv procentpoint højere end prisstigninger i den samlede eurozone. Vi er unægteligt inde i en negativ periode for obligationsmarkedet, som i store dele af sidste uge var på retræten. Grundlæggende er det fortsat troen på en kraftigt økonomisk opgang i det indeværende halvår, der får investorerne til at sælge ud af obligationsbeholdningerne. Der kan stilles mange spørgsmålstegn ved det realistiske i disse positive forventninger, men i denne "klumme" vil vi for en kort bemærkning overlade ordet til Alan Greenspan og den amerikanske centralbank (Fed). Oven på sidste uges pengepolitiske møde (hvor renten som forventet ikke blev ændret), sendte Fed en pressemeddelelse ud , som bl.a. indeholdte følgende passager (frit oversat): "Komiteen (FOMC) anser sandsynligheden for ny fremgang i økonomien som lige så sandsynlig som ny tilbagegang". "Der er større (om end lille) sandsynlighed for, at USA vil opleve et uvelkomment fald i inflationen, end at inflationen vil stige fra det i forvejen meget lave niveau". Og endeligt: "Komiteen vurderer, at risikoen for at inflationen bliver uønsket lav, vil forblive det altoverskyggende emne i en længere periode". "I et sådant økonomisk klima forventer komiteen at kunne bibeholde den lave rente i en lang periode". Nu kan den amerikanske centralbank jo også tage fejl(!), men der er ingen tvivl om, hvad centralbankens frygt er, og at de på nuværende tidspunkt har tænkt sig at holde renten på det historiske lave niveau i en lang periode. Referencen til deflation er endvidere genoptaget således, at der ikke er tvivl om, hvad centralbankens mission er: de forsøger at tale renterne ned igen oven på den historisk store rentestigning de seneste to måneder. Det er selvfølgeligt ikke sikkert, det lykkes på kort sigt – det finansielle marked er styret af udbud og efterspørgsel, og udbuddet er i forbindelse med det kraftigt stigende amerikanske budgetunderskud stort og efterspørgslen påvirket af de nuværende mere positive toner om økonomien, (og ferie). Det ændrer dog ikke på den grundlæggende historie om, at de amerikanske ubalancer oven på 90'ernes overforbrug og overinvesteringer ikke er korrigeret, og at der ikke synes megen plads til hverken nyt forbrug eller nye investeringer ud over det, der genereres af de seneste skattelettelser. Bush og Greenspan skal derfor forsøge at holde hånden under økonomien, indtil der kommer en selvforstærkende opsving. Med en økonomi, hvor virksomhederne skærer i medarbejderstaben ("downsizer") for at forbedre bundlinien, er det svært at forestille sig, at det bliver de gældsplagede amerikanske forbrugere der skaber væksten, og med en kapacitetsudnyttelse på 74 procent er det endvidere svært at forstille sig, at det bliver stigende investeringer, (kapacitetsudnyttelsen skal op på omkring 80 procent, før virksomhederne igen begynder at overveje nye investeringer). Det efterlader eksporten og det offentlige forbrug som de eneste vækstmotorer. Her bliver det hverken Euroland eller Japan, der i en overskuelig fremtid vil efterspørge amerikanske varer i et omfang, der kan sparke noget i gang "over-there". Med en forværring af de offentlige budgetter fra +300 mia. USD til – 300 mia. USD (4000 mia. DKK!) på under 2 år er der sandsynligvis heller ikke mange kugler tilbage i præsidentens seksløber. Summa summarum: Stiger renterne yderligere fra det nuværende niveau, giver det efter vores bedste overbevisning blot plads til dét større rentefald igen!