Stor rift om billetter til herregårds-koncerten

Den holdes først til august, men allerede nu er der solgt 1700 billetter

Musik 23. april 2003 08:00

KLEJTRUP: Klejtrup Idrætsforening og Lynderupgaard ramte tilsyneladende plet, da de i efteråret lancerede de første planer om etableringen af en stor herregårdskoncert i parken ved den smukke Lynderupgaard ved Hjarbæk Fjord. Koncerten finder sted søndag 17. august, og allerede på nuværende tidspunkt er der solgt over 1700 billetter. - Vi er positivt overraskede over, at forsalget er gået så godt, siger Jon Pugholm fra Klejtrup Idrætsforening. - Vi startede billetsalget omkring 1. december som en oplagt julegaveidé, og i begyndelsen af januar var de første 700 revet væk. Arrangørernes mål er at kunne samle mindst 3000 gæster i parken ved den smukke herregård. - Det mål er vi overbeviste om, at vi kan nå, erklærer Jon Pugholm. Han udtrykker samtidig stor tilfredshed med, at arrangørerne af "En Søndag på Heden" har flyttet deres arrangement til 15. juni. - Det må da være en fordel for begge parter. Men vi tror stadig på, at herregårdskoncerten har et fortrin, idet programmet er mere folkeligt, vurderer han. Næsten 500 billetkøbere har samtidig bestilt en picnickurv. Og sidste nyt er, at det nu også er muligt at købe VIP-billetter, som ud over selve entréen indeholder et stort "tag-selv"-bord med drikkevarer. I parken ved Lynderupgaard skal der opføres en scenen på 450 kvadratmeter. De mange kendte navne, der optræder i løbet af eftermiddagen, er Aalborg Symfoniorkester, Brødrene Olsen, Eir Inderhaug, Ann-Mette Elten fra "På Slaget 12", Kim Sjögren som solist og i samhørighed med "His Little Mermaid Orchestra".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...