Stor risiko for forlis

Der er på ny opstået diskussion om byggeprojektet Musikkens Hus i Aalborg. Der bliver ofte problemer med økonomien i store byggesager. Derimod hører man kun sjældent om problemer med det tekniske i sagerne. Hvorfor?

Både inden for økonomi ingeniørvidenskaberne eksisterer et omfattende og detaljeret teoriapparat. På det punkt er økonomer og ingeniører nok omtrent lige vel udrustede til at klare de store byggesager - men de udnyttes traditionelt meget forskelligt. I et byggeprojekt skal den projekterende ingeniør tage mange ting i betragtning: beskaffenheden af den jord, der bygges på; beskaffenheden af de materialer, der indgår i den bærende konstruktion; den naturbelastning, bygningen bliver udsat for, og endelig den nyttelast, bygningen skal kunne klare. Endvidere indgår det i beregningsforudsætningerne, hvilken sikkerhed og hvilken levetid, man kræver af bygningen. Og endelig tager man forbehold for den tiltro, man har til de teoretiske forudsætninger ligger til grund for beregningerne. Alt dette sker ved at gange såkaldte "partialkoefficienter" på de indgående faktorer i de statiske beregninger. Jo mere usikker en beregningsforudsætning er, desto større bliver den partialkoefficient, man skal bruge på den pågældende forudsætning. Herved bliver sikkerheden taget i betragtning. Kendskabet til jordbunden tjekkes ved forundersøgelser i felten, og til materialerne ved materialeprøvninger i laboratoriet. For at sikre, at der ikke sjuskes med ingeniørberegningerne, er der udarbejdet normer for hvordan dette arbejde skal udføres. Disse normer bliver overalt fulgt af de projekterende ingeniører. Ved særlig usædvanlige konstruktioner sætter man ofte en anerkendt statiker til at gennemgå et ingeniørfirmas beregninger. Og det er altså ikke en formsag at blive anerkendt statiker. Resultatet af denne omhu er, at der er år - ja, årtier - imellem det sker, at et bygværk skvatter sammen her i landet. Der er simpelthen for meget kontrol på til, at det ret ofte kan gå galt. I mine unge år var jeg ansat i et projekterende ingeniørfirma i København. Af alle bygherrer frygtede vi allermest staten, som nok var den største og dermed givtigste, men også langt den mest krævende og nådeløst kontrollerende bygherre. For den satte professionelle og erfarne kontrollanter til at påse, at de projekterende leverede den forlangte kvalitet af projekterne, og at de lovede priskalkulationer holdt stik. Ganske anderledes forholder det sig ved de økonomiske beregninger, der lægges til grund for valget af et projekterende firma ved en arkitektkonkurrence. Her er der ingen normer, der skal overholdes. Her tages intet sted forbehold for usikkerheden ved beregningernes forudsætninger. Der udføres ikke forundersøgelser. Der indgår ikke nogen partialkoefficienter eller andre måder at indregne usikkerheden på. Derfor bliver usikkerheden på priskalkulationen så stor som tænkes kan, og til trods herfor stilles der gudhjælpemig ingen form for krav til professionelle forudsætninger hos de personer, der skal tage stilling til, om de økonomiske kalkulationer af omkostningerne ved at gennemføre et givet byggeri er realistiske og dermed pålidelige. Det overlades ofte til en tilfældigt sammensat "bedømmelseskomité" eller "styringsgruppe", der sjældent er fagligt rustet til at holde et projekterende firma i ørerne. Og da slet ikke et udenlandsk! Derved bliver det muligt for et mindre dygtigt - eller måske mindre hæderligt? - arkitektfirma at blive valgt ved at love en urealistisk lav byggepris, som det omgående efter udvælgelsen løber fra. Og derfor sker det deprimerende ofte, at et muligvis ellers sundt byggeprojekt skrider, fordi det økonomisk løber af sporet. Når kontrollen med sagen om Musikkens Hus i Aalborg er løbet så håbløst ud af hænderne på den såkaldte styringsgruppe, hænger det sammen med ikke blot den enorme forskel, der traditionelt er på omhuen i ingeniørmæssige og økonomiske kalkulationer, men også med den åbenbart katastrofale mangel på professionelle forudsætninger, først hos dem, der udskrev konkurrencen, så hos dem, der valgte de forkerte vindere, nu hos personerne i styringsgruppen. Hvis man vil have et Musikkens Hus, bliver man nødt til at gøre noget ved det problem. Sagt ærligt og ufølsomt: Fyr den samling glade dilettanter i styringsgruppen, og find i stedet nogle hårdhudede professionelle til denne yderst vigtige del af projektet! Som har potens til - i yderste konsekvens - også at fyre arkitektfirmaet, selv om det måske vil koste penge. De kan være godt givet ud! Ellers er risikoen for projektets totalforlis simpelthen for stor. Niels O. Fruensgaard, Solbyen 63, Aalborg, er civilingeniør.