Rusland

Stor russisk ordre til FLSmidth

{ KØBENHAVN: Cementkoncernen FLSmidth har indgået en kontrakt på godt 1,2 milliarder kroner med Ruslands førende cementproducent Eurocement Group om deres første moderne produktionslinje. FLSmidth skal levere maskiner og udstyr til en ny cementproduktionslinje, baseret på det mest moderne miljøvenlige udstyr. Den nye linje med en kapacitet på 6000 ton pr. døgn skal erstatte den eksisterende linje på Eurocements fabrik nær Podgorensky i Voronesh-distriktet, 600 kilometer sydøst for Moskva. Eurocement står med sine nuværende 13 cementfabrikker for en tredjedel af Ruslands totale cementproduktion. Eurocement har derudover to fabrikker i Ukraine og en i Usbekistan. - Denne kontrakt er strategisk meget vigtig for FLSmidth, fordi den er indgået med den største cementproducent på det russiske marked, hvor vi forventer stigende aktivitet i de kommende år, siger administrerende koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth. /ritzau/