Stor sejr for K

Af Thomas Krarup kandidat (K) til Europa-parlamentet og Folketinget, Ny Kastet Vej 30, 8., 9000 Aalborg thomas@thomaskrarup.dk www.thomaskrarup.dk SKATTEFORLIG: Så kom gennembruddet. Marginalskatten blev endelig sat markant ned, til glæde og gavn for alle danskere. Det er intet mindre end historisk, at det lykkedes at skabe skattelettelser for 28,5 mia. kr. og en sænkning af marginalskatten med hele 7,5 procent. Reformen kan ikke betegnes som andet end en stor konservativ sejr. Med reformen sætter vi på samme tid gang økonomien, vi giver danskerne et incitament til at arbejde mere og vi gør Danmark grønnere. Det er sund, konservativ politik. Hele mellemskatten fjernes, bundskatten sættes ned og beskæftigelsesfradraget hæves. Alt sammen tiltag der medvirker til at sætte gang i hjulene i dansk økonomi. Med skattereformen bringer vi samtidig optimismen tilbage i dansk økonomi. Det kan nu bedre betale sig at gøre en ekstra indsats, og det ved vi at mange vil gøre. Under det skattefrie år i 1969 voksede dansk økonomi med hele 6,5% på et år, så skattens størrelse betyder altså noget for lysten til at arbejde! Samtidig giver vi den nødvendige tryghed til boligejerne, der ikke får de voldsomme rente-stigninger, som oppositionen har tudet danskerne ørene fulde med. Alle boligejere kan sove trygt om natten. Og det er helt almindelige danskere som lærere, sygeplejersker, politibetjente og håndværkere, der specielt for meget ud af skattereformen. Så der er, trods rygter om det modsatte, ingen social slagside. Reformen er skræddersyet til fremtidens Danmark, hvor der er væsentlig færre unge til at passe på væsentlig flere pensionister. Reformen er en sikker investering i Danmarks fremtid.