Arentsminde

Stor sejr til Skovsgård i lokalopgør

Opgøret i serie 5 på Iverpark i Skovsgård mellem rækkens tophold, Skovsgård, og Arentsminde, som var på en tredjeplads, endte med en sikker sejr til Skovsgård på 7-1. Det var Arentsminde, der kom bedst fra start med føring på 1-0 efter få minutter. Et skud fra Dan Pedersen blev rettet af og gik i mål. Skovsgård overtog derefter spillet og tilspillede sig gode chancer. Morten Klug og Nicolai Overgaard sikrede en halvlegsføring på 2-1 til Skovsgård. Arentsminde kom mere med i første del af anden halvleg og de tilspillede sig også rigtig gode chancer, men scoringerne udeblev. Det blev i stedet til 3-1 ved Nicolai Overgaard, og Jørgen Poulsen gjorde det til 4-1 på et godt gennemspillet angreb. Jens Frandsen scorede til 5-1. På straffe blev det 6-1 ved Claus Westergaard og Peter Andersen sluttede med et godt langskudsmål til 7-1. Skovsgård ligner mere og mere en oprykker efter kun en enkelt sæson i serie 5. Holdleder Harry Jensen, Arentsminde, erkender nederlaget. - Skovsgård spillede godt. Ingen tvivl om, at holdet rykker op, siger Harry Jensen.