Stor søgning til pigegarde

Brovst 13. september 2002 08:00

BROVST: Brovst Pigegarde oplever for tiden en stor interesse fra piger, der gerne vil være med. Et hvervemøde i Brovst Hallen gav foreløbig fire nye medlemmer, og i forvejen havde seks piger meldt sig. - Vi har kendskab til andre piger, der gerne vil være med, men som ikke kunne komme til mødet i hallen. Målet er hvert år at finde 12-15 nye piger som erstatning for dem, der hvert år bliver for gamle og forlader garden, fortæller formand Jette Nielsen. Hun ser intet problem i at nå det ønskede antal i år. Garden venter at iklæde 10-12 piger uniformen. De har været med i en længere periode og er nu rede til at deltage i gardens mange arrangementer. - Det eneste minus er, at de fleste ønsker at spille tromme, hvor gardens behov er på flere piger på trompet. Jette Nielsen fortæller, at de fremmødte til hvervemødet så garden træne i hallen. De fik lov til at prøve de forskellige instrumenter og marchere sammen med garden. - Derefter samledes vi i hallens mødelokale, hvor pigerne og deres forældre hørte om vilkårene for medlemsskab. Vi tilbyder de nye piger et prøvemedlemsskab uden kontingentbetaling resten af året. Brovst Pigegarde skal i uge 42, skolernes efterårsferie, på tur til Spanien, hvor de skal deltage i en internationale festival. mich

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...