Stor søgning til spejderweekend med rollespil

Thomas Nielsen
DDS’erne i Sindal og Astrup kan også tænde på andet end eksotiske destinationer - eksempelvis rollespil og hvad dertil hører.PRIVATFOTO
Aalborg 10. oktober 2006 06:00

SINDAL: For en god uges tid siden drog omkring 110 spejdere og ledere fra DDS Sindal Gruppe, der som bekendt også tæller Astrup, af sted til FDF’s Drengeborg ved Ålbæk. Og langt de fleste deltagere fik i bogstaveligste forstand en rolle at spille. Spejderne havde nemlig på forhånd lavet dragter og sværd, så de var klar til at deltage i en rask omgang rollespil. - Vi havde inviteret 18 medlemmer fra Aalborg Rollespilsklub, der styrede slagets gang, fortæller gruppeleder Helge Kornum. Rollespilsdeltagerne kunne tjene penge ved at besvare forskellige spørgsmål, men også ved at hjælpe kromutter med opvasken - så de unge stod, selv om det lyder en smule surrealistisk - i kø for at få lov til at vaske op. Der var afgang til Drengeborgen en fredag eftermiddag, og mens de mindste tog hjem om lørdagen blev resten til om søndagen. Det er aktiviteter som disse, som kan være med til at fastholde medlemsskaren på et ellers vigende spejdermarked, og Helge Kornum påpeger da også, at man overvejer at gentage succesen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...