Stor spænding om idrætsprisen

Der var tæt løb i konkurrencen om årets sportspris

Der var diplom og penge til Kristian Nielsen og Erik Thrane, der her flankeres af Bjarne Axelsen fra sportspriskomiteen og Karen Harboe. Privatfoto

Der var diplom og penge til Kristian Nielsen og Erik Thrane, der her flankeres af Bjarne Axelsen fra sportspriskomiteen og Karen Harboe. Privatfoto

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Der var stor spænding omkring valget af Årets Sportspris. Brønderslev Idrætsforenings U19 afdeling i fodbold vandt i et tæt kapløb med Brønderslev Floorball Club Hot Shots. Årets Sportsnavn blev Erik Thrane, formand for Brønderslev Bokseklub. Fodboldspillerne og Erik Thrane blev hædret i forbindelse med en sammenkomst på BI-Centeret i Brønderslev. Direktør i Ø. Brønderslev Sparekasse, Karen Harboe, overrakte 2500 kr. til Erik Thrane og til U19-afdelingen. Træner Kristian Nielsen fra Brønderslev Idrætsforening understregede, at der er tale om en indsats for hele U19-afdelingen. Der er ca. 40 spillere i afdelingen. Ynglingemester sluttede på andenpladsen, og ynglinge B, der trænes af Steen Pedersen, blev ligeledes nummer to. - I BI-Fodbold har vi i år haft en fantastisk stor gruppe drenge, som virkelig har bevist, at frafaldet ikke behøver at være så stort som det er set tidligere, fortæller Allan Vanggaard Knudsen fra BI. - Vi har flere end 20 spillere i U19 drengeafdelingen, og vi er så vidt vi kan se, den eneste klub i vores nordlige område, der kan mønstre to hold i denne årgang. Træningen på tirsdage og torsdage bliver som oftest afviklet med 28-30 spillere, og dette fortæller om, hvor godt drengene har det med hinanden og deres lyst til at komme i klubben. Erik Thrane har været aktiv i Brønderslev Bokseklub gennem 44 år. Ifølge kasserer Erik Bendtsen har Erik Thrane bestridt samtlige poster i bokseklubben gennem en lang årrække. Han har været kasserer, bestyrelsesmedlem, træner, pr-medarbejder samt den utrættelige arbejdskraft på Store Brønderslev Marked. Erik Thrane har for øvrigt også været aktiv i klubben som bokser og kampdommer. - Bokseklubben blev stiftet i 1947, og Erik Thrane, der er æresmedlem i klubben, har været med i virkelig mange af årene, og uden hans indsats havde der ikke været en klub i dag, udtaler Erik Bendtsen. Indsatsen nu koncentreres i træningslokalet, hvor mange unge mennesker har fået et skub i den rigtige retning, og hovedinteressen er helt klart at skabe nye kampboksere. Indsatsen er ulønnet. Erik Thrane fik også en gave fra bokseklubben. Det var kasserer Erik Bendtsen, der overrakte den. Bjarne Axelsen, der er formand for priskomiteen, sagde, at det er glædeligt, at der også fra den østlige del af kommunen er vist interesse for prisuddelingen.