Stor stemme

ANNA FAROE - sjældent har en debutant vist hvilet mere i sig selv. På den gode måde.
Musik 6. august 2010 06:00

CD POP Anne Faroe: ”Because I Want To” Det vakte opsigt, trak de helt store avisoverskrifter og fik endda flere Christiansborg-politikere op af stolene, da Anna Nygaard fra Færøerne, nu forsynet med kunstnernavnet Anna Faroe, i marts højst overrumplende blev stemt ud af talentdysten ”X Factor” - for hendes stemme havde noget stort i sig. Det har den stadig. I dén grad. Det kan man høre over alt på hendes debut-cd, ”Because It Want To”, skruet sammen af den engelske producer Pete Smith, der tidligere har drejet på knapperne for (og leveret sange til) blandt andre Sting, Joe Cocker, Randy Crawford og Gary Moore. Sammen med danske Boe Larsen (måske kendt fra gruppen Jonz) er han nået frem til en model, som pladeselskabet kalder ”et univers af lækker soul, jazz, latin og pop og ikke mindst diva i ordets mest positive betydning”. Det kan der være noget om. Sjældent har en debutant vist hvilet mere i sig selv. På den gode måde. Cd’en emmer af overskud og har et tydeligt og meget overbevisende internationalt tilsnit - men i valg af stil holder den sig desværre i visse stræk lidt for forudsigeligt inden for den kasse, der hedder lidt Amy Winehouse, lidt Duffy, lidt 60’er-natklub lidt Burt Bacharach. Ja, det vil sige; lidt og lidt, så meget af et par numre fra Bacharachs righoldige lagre er der over et nummer som ”Walking on Fire”, at han næsten fortjener at blive medkrediteret. Den ligger i hvert fald (næsten for) tæt på noget fra hans hånd. Nogle steder lyder også, som om folkene bag Anna Faroe har lyttet til det lækkert kitschede lydbillede, som især Thomas Blachmann fik skabt til første solo-cd med Caroline Henderson, ”Cinemataztic” (fra 1995). Tag ikke fejl, hele vejen gennem ”Because I Want To” er man særdeles godt underholdt, men måske savner man bare et par sange, der virkelig stikker ud og i højere grad kan spille op med Anna Faroes store, stolte stemme? Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Anna Faroe: ”Because I Want To” RecArt

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...