Biler

Stor stigning i bilsalget i september

København, tirsdag /ritzau/ Der blev solgt 8678 personbiler i Danmark i september, og det er en stigning på 29,6 procent i forhold til september måned sidste år. Stigningen er på henholdsvis 32,4 procent på erhverv og 28 procent på private købere, viser den månedlige statistik fra De Danske Bilimportører. - Vi håber, at de stigende salgstal er udtryk for et generelt større bilsalg i Danmark. Man kan dog fortsat frygte, at en del firmaer og private har fremskyndet deres bilkøb ved udsigten til ekstraordinære prisstigninger, siger Bent Mikkelsen, administrerende direktør, De Danske Bilimportører. Der er solgt 85.323 biler i løbet af de første ni måneder af i år, og det er en fremgang på 15,9 procent i forhold til samme periode sidste år. /ritzau/