EMNER

Stor stigning i hærværk

Endnu en statistik peger i den forkerte retning

LØKKEN-VRÅ:For et par dage siden skrev NORDJYSKE, at narkofangster i Løkken-Vrå var eksploderet. Men det er ikke det eneste. Hærværk går den samme vej. Hvor der i 1999 var 20 sager om hærværk er tallet steget drastisk de efterfølgende år, så der sidste år var 98 sager. Per Lauritzen, som sidder med sagerne hos Hjørring Politi, kan dog ikke umiddelbart forklare hele stigningen. Noget kan dog skyldes, politiet registrerer sagerne på en anden måde. Dette skete omkring årtusindskiftet, mener han. I år 2000 var der 40 sager om hærværk. Men hvad resten af stigningen skyldes, kan han ikke svare på. Det kan ungdomskonsulent Anders Høngaard måske. For hvor der i 2003 var 75 tilfælde af hærværk, kunne nogle af de ekstra 23 sager, der kom til i 2004, skyldes ungdommen. Nærmere bestemt var det unge fra andre kommuner. der havde været på spil. For da årene krydsede blev en del skoler ofre for smadrede ruder og lignende. Men selvom de fleste skoler blev ramt i 2003, blev de først anmeldt i begyndelsen af januar. Derfor kan statistikken være påvirket af dette. Inden 1999 lå antallet af sager omkring hærværk nogenlunde stabilt på omkring 20 om året. Lavpunktet lå i 1994 med kun ni anmeldelser.