Kristendom

Stor succes for genbrugscomputere

Folkekirkens Nødhjælp har udvidet deres genbrugskoncept med brugte computere. PC'erne bliver revet væk

Folkekirkens Nødhjælp har fået enorm succes med deres nystartede videresalg af genbrugscomputere. Faktisk er efterspørgslen så stor, at organisationen har svært ved at skaffe pc'er nok. - Vi er nærmest desperate for at få fat i flere computere. Der er SÅ mange, der ringer for at købe, fortæller Ulrich Piltoft, der er projektansvarlig for PC-Fisk, som organisationen kalder genbrugsordningen. PC-Fisk åbnede sidste mandag deres første butik, der ligger i København, men det er muligt for alle at købe computere enten via nettet eller telefonen. PC-Fisk har i den forgangne uge haft 40 computere til salg, der alle er solgt inden for den første uge, og butikken udbyder i dag næste portion på 30 pc'er. I et forsøg på at gå nye veje for at skaffe penge til nødhjælpsarbejdet lancerede Folkekirkens Nødhjælp i august sidste år idéen med at sælge brugte computere. Målgruppen skulle være familier med behov for en knap så hurtig computer "nummer to", som tekstbehandler og billig netadgang til studerende eller til ældre, der har lyst til at prøve kræfter med cyberspace. PC-Fisk får sit udstyr foræret fra firmaer i hele landet, der i stedet for bare at skrotte pc'erne får en chance for at støtte et godgørende formål og måske spare penge - nogle firmaer betaler nemlig for at få skrottet udstyret. Fremgangsmåden er enkel: Et firma ringer til PC-Fisk, der sender en repræsentant ud for at kigge på udstyret. Elever fra Landtransportskolen kører så som led i deres uddannelse som chauffører ud og henter maskinerne. De afleverer dem på Teknisk Erhvervsskole i Ballerup, hvor elever under deres uddannelse som IT-teknikere sætter udstyret i stand. Derefter sælger PC-Fisk computerne for mellem 1.000 og 1.500 kroner. Foreløbig er målet at sælge 20 computere årligt - hvilket altså giver Folkekirkens Nødhjælp mellem én og halvanden million kroner om året. Ulrich Piltoft håber, at flere firmaer vil donere pc'ere. Han vurderer, at der findes mellem halvanden og to millioner computere i det danske erhvervsliv. - De har en gennemsnitlig anvendelsestid på tre til fem år, før de udskiftes. Men derefter de kan jo sagtens bruges, og dem skal vi have fat i. Vi generer ingen, vi glæder målgruppen, vi gavner miljøet, og vi er med til at hjælpe verdens allerfattigste, siger Ulrich Piltoft. Den første butik i København er nu en realitet, men det er meningen, at ordningen på skal brede sig med butikker flere steder i landet. - Når dette projekt er nået lidt længere, og vi har fået testet konceptet lidt mere, så rykker vi helt sikkert til Århus og på sigt også til universitetsbyerne Odense og Aalborg, fortæller Ulrich Piltoft.