Biler

Stor synskæde klar til at lynteste batterier på elbiler

Applus er nu klar til at teste tilstanden af batterier på elbiler. Det sker på bare 20 minutter mod ellers to dage hos FDM, der til gengæld har en mere præcis test. Elbilforeningen FDEL hilser flere tests velkommen

Applus er nu klar med en hurtig-test af batteriet, hvor man sætter en dongle i bilen og kan få svar efter 20 min. Foto: Applus
Applus er nu klar med en hurtig-test af batteriet, hvor man sætter en dongle i bilen og kan få svar efter 20 min. Foto: Applus Foto: Christian Schacht

Opdateret 24. februar 2023 kl. 10:45

KVIKTEST: Vi kender det fra corona, hvor man har kunnet få svar omkring ens helbred ved en kviktest. Samme princip gør sig nu gældende ved test af, hvor godt batteriets tilstand er på en elbil eller plug-in-hybrid. Det er synskæden Applus, som nu er klar med en test, hvor batteriets tilstand kan klarlægges på 20 minutter.

I takt med, at der er kommet flere elbiler og plug-in-hybrider på vejene, og hvor der handles flere brugte, melder der sig nemlig også et større behov for at få test af batterikapaciteten.

Derfor ser vi nu flere af de store synskæder melde sig på banen med udstyr, hvor man bl.a. kan måle, hvor mange pct. af et batteris kapacitet, der er tilbage og hvor godt det op- og aflader.

Mens FDM i fjor var klar med test på sine synscentre, er det altså nu Applus, som melder sig. Begge kæder benytter udstyr fra den tyske udbyder Aviloo. Hos FDM skal bilen lades helt op til 100 pct., hvorefter man isætter en computer-dongle og kører, indtil batteriet er nede på højst 10 pct. Herefter afmonteres donglen, og efter to dage har man et resultat med et certifikat på batteriets såkaldte ”State of Health (SoH). Det koster 1295 kr.

Hos Applus afprøver man nu kviktesten som en forsøgsordning. Her sætter man også en dongle i bilen, men får altså resultatet i løbet af 20 minutter.

John Gantzhorn, teknisk konsulent hos Applus Bilsyn, forklarer baggrunden.

- Vi vil gerne levere en service, hvor kunderne får et testresultat med det samme. Det er muligt med den nye, hurtigere test. Skal man f.eks have en grundig test i forbindelse med, at man har en sag på sin bil, er testen ved FDM mere præcis. Men hvis man udelukkende skal handle en bil, er der her en god måde at få en vurdering af, om det er helt galt med bilen, eller om batteriet er i orden, siger John Gantzhorn om testen, der koster 1290 kr.

Hurtig afklaring

Han forudser, at der bliver et stort behov for tests. Antallet af elbiler er således fordoblet det seneste år fra cirka 45.000 til godt 100.000 biler. Samtidig er handlen med brugte elbiler også skudt kraftigt i vejret, lige som der importeres mange tusinde af slagsen hvert år.

Et batteri i en elbil kan efter hundredvis af opladninger miste en del af sin oplagringsevne, og det betyder, at bilen ikke længere kan køre så langt per opladning. Kortere rækkevidde kan skyldes slid eller fejl i batteriet.

Her kan hurtigtesten, der er certificeret af TÜV, give transparens, især ved salg mellem private, lyder det fra John Gantzhorn.

- Med en test af bilens batteri ved begge parter præcis, i hvilken tilstand batteriet er. Det gør det meget mere gennemskueligt for køber, hvilket produkt man får, og at man ikke ender med et ubrugeligt bilbatteri, der skal repareres eller i værste fald udskiftes. For sælger handler det om, at køber har tillid til bilens tilstand, og det kan testen være med til at sikre, siger John Gantzhorn.

Hos FDM hilser Lone Otto, som er leder for teknisk afdeling, den nye test velkommen. Testen, som henter data fra bilens hukommelse, kan give et fingerpeg.

Hun anbefaler dog den mere dybdegående test, hvis man f.eks skal købe en elbil, og vil have et mere dækkende billede af batteriets tilstand.

- Flash-testen kan sige, om der er akutte fejl på et batteri, men ikke hvilken fejl, det er. Mens du med diagnosen er mere dybdegående og kan se helt ned på celleniveau. For forbrugerne vil jeg anbefale den rigtige test. Den tager livedata fra batteripakken, mens flashtesten tager det, som bilfabrikanten gerne vil have, at du skal se. Det svarer til at gå til lægen og få et generelt sundhedstjek frem for den udvidede sundhedsundersøgelse med hjertekardiogram, siger Lone Otto.

Positiv med forbehold

Christian Nolsøe, som er forperson for elbilforeningen. FDEL, hilser udviklingen med fortsat flere batteri-tests velkommen. Uanset hvilken type test, der er tale om, vil han dog ikke tage den som et endegyldigt billede.

- Det er helt sikkert et godt tiltag. Udviklingen går den vej, at hvis man skal købe en brugt elbil, vil man også gerne kunne se tilstanden på batteriet. Det her kan være med til at afmystificere en myte om, at brugte elbiler skal have byttet batteri hele tiden. Men det vil uanset metode være mere vejledende end anvisende, fordi der altid vil være en vis usikkerhedsfaktor, siger Christian Nolsøe, der tror, at vi vil se fortsat flere udbydere af batteritests.

Test af batteri
  • Der findes flere muligheder for test af batterier i elbiler og plug-in-hybrider.
  • FDM kan foretage en diagnose, hvor man skal lade batteriet op til 100 pct. og køre med en dongle indtil det er nede på 10 pct. eller under. Efter to dage har man et diagnose. Hos Applus kan få en flashtest med i dongle på 20 min. Begge tests koster ca. 1300 kr.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden