Hospitaler

Stor tak til sygehus

TERNDRUP:Jeg har med stor interesse og glæde læst debatindlægget ”Luk ikke det lille sygehus” (23.8.) Jeg støtter fuldstændig indlægget. Efter en hjerneblødning var jeg på tre måneders ophold på sygehuset fra 22.4. til 30.7. 2003. Jeg var meget svag, og da jeg blev kørt derned, kunne jeg ikke støtte på benene, og jeg faldt ud af sengen. Min mand sad og ventede på mig dernede; jeg troede, jeg skulle ned og besøge ham! De tre måneder har været af stor betydning for mig. Det var en fantastisk god genoptræning og megen omsorg og interesse fra personalets side. Min mand, familie og venner blev altid vældig godt modtaget. Når man var i den situation, kunne jeg ikke være et bedre sted. Mit store held er, at jeg kan tale, huske, skrive, løse fire-stjernede krydsord, og at jeg i dag kan føre en normal tilværelse. Min balance er gået lidt i ”udu”, men som min tidligere læge sagde: ”Det kan du da leve med!” Og det gør jeg godt. En stor tak til Terndrup Sygehus for deres store arbejde med mig. Også en stor tak til min tidligere praktiserende læge, Svend Hede for hans indsats. Til Aalborg Kommune, der har givet en god og professionel hjælp. Men først og fremmest til min mand, der har været og er en uvurderlig støtte.