Stor tak til sygehus

Hospitaler 25. oktober 2008 06:00

BEHANDLING: Det elendige sygehusvæsen. Dette indtryk får man, når man følger med i pressens mange artikler om sygehusvæsenet. For første gang i mine 70 år skulle jeg indlægges på sygehuset og have fjernet en svulst på tyktarmen. Jeg var lidt betænkelig og besluttede derfor selv at lave en vurdering af, hvorledes hele systemet behandlede mig. Mandag 25.8. var jeg til undersøgelse ved specialist i Aalborg. Her blev taget vævsprøver, som skulle analyseres. Resultatet fik jeg torsdag 28.8. kl. 15. Specialisten henviste mig til nærmere undersøgelse på Aalborg Sygehus Syd som hastesag, idet han mente, der var tale om kræft i svulsten. Dagen efter, fredag formiddag 29.8., ringede sygehuset og meddelte, at jeg ville modtage et brev dagen efter, lørdag, med meddelelse om at møde på mandag 1.9. til undersøgelse kl. 8.00. Under denne undersøgelse blev der udtaget vævsprøver, der skulle analyseres. Onsdag 3.9.blev jeg CT-skannet. Mandag 8.9. fik jeg resultaterne af vævsprøver og skanning. Jeg fik endvidere oplyst, at jeg skulle opereres torsdag 11.9. kl. 8.00. Når man ser på dette forløb, kan det ikke gøres hurtigere, når man tager i betragtning at der skal udarbejdes resultater af såvel vævsprøver som skanning. Operation og efterfølgende ophold foregik på Kirurgisk Gastroenterologisk afd. A 2 på Aalborg Sygehus Syd. Efter 11 dage blev jeg udskrevet. Min bedømmelse af hele forløbet på Sygehus Syd er, at jeg har modtaget en professionel behandling på alle niveauer. Såvel operation og efterfølgende samtaler med lægerne, som pleje af sygeplejersker og sygeplejere, har jeg ingen kritik af. Så når pressen giver indtryk af, at vi har et middelmådigt sygehusvæsen, kan jeg ikke genkende dette. Jeg vil hermed sende en stor tak til Kirurgisk Gastroenterologisk Afd. A2 på Sygehus Syd for den professionelle måde de har behandlet mig på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...