Aalborg

Stor tilfredshed efter fiskerimesse

Hirtshals-virksomheder har flere store ordre i bogen efter DanFish

HIRTSHALS:Der er stor tilfredshed ovenpå DanFish fiskerimessen i Aalborg i sidste weekend. 16 virksomheder fra Hirtshals deltog i samarbejde med Hirtshals Kommune og Hirtshals Havn på en stor åben fællesstand, og flere virksomheder har allerede fået betydelige kontrakter med hjem i ordrebogen. Selvom det var omkring 5000 færre gæster end ved sidste DanFisH messe, så har flere virksomheder fået et rigtig godt udbytte af anstrengelserne. - Vi er godt tilfreds med det foreløbige resultat. Vi fik nye ordre allerede på messen, men samtidig arbejder vi på et hav af tilbud til både danske og udenlandske fartøjer, så det bliver spændende at se resultatet om et par måneder, siger underdirektør Lars Jensen fra Cosmos Trawl. Han ønsker dog ikke at løfte sløret for, hvor mange penge, de nye ordre giver i kassen. Kølemadsen har også grundt til smil. Direktør Ivan Madsen fortæller, at der foreløbig er kommet ordre hjem for 1,3 mio. kr., og ydermere skal der følges op på knap en snes tilbud. - Vi fik et par nye kunder, og vi har fundet et nyt forretningsområde, så det var bedre end sidste gang, siger Ivan Madsen. Kølemadsen sælger normalt primært til slutbrugerne, men på DanFish fik de solgt en industriismaskine til et firma, som transporter is på vand og havde brug for en leverandør til deres slutprodukt. - Der var desværre ingen deciderede ordre til fiskeskibene, og derfor må vi højere grad forsøge at finde andre forretningsområder, siger Ivan Madsen. Samtidig fik Kølemadsen også en leverance af et kølehus til en færøsk fiskerivirksomhed i ordrebogen. Cosmos Trawl glæder sig specielt over, at det er lykkedes at få ordre fra både Sydamerika og Rusland. - Vores primære marked er Nordatlanten, men vi har fået skabt mange interessante kontakter worldwide, siger Lars Jensen. Derfor har der også været travlhed hos Cosmos Trawl både før og efter messen, idet flere af de potentielle udenlandske kunder, som er kom langvejs fra, har benyttet lejligheden til at komme til Hirtshals og se vodbinderiet og få demonstreret produkterne i prøvetanken på Nordsøcentret. Cosmos Trawl har præsenteret nye selektive redskaber på messen og har desuden haft fokus på brændstofbesparelse. Fra Hirtshals Havn er der også tilfredshed med messen. - Det var en god lejlighed til at snakke mere uformelt med brugere og virksomheder på havnen og få input til dagligdagen. Havnen får ikke nye kunder af at være på messe, men vi er med til at skabe rammerne for vores brugere, siger havnedirektør Jens Kirketerp Jensen.