Stor tilslutning til nyt tilbud om skolemad

96 af 140 elever på Søbakkeskolen får en friskt tillavet frokost med f. eks salat, brød og frikadeller, der er fremstillet i skolekøkkenet

HANDEST:Det er lækkert at få små frikadeller, salat, hjemmebagt brød eller lasagne serveret i sin frokostpause. Det synes mange af eleverne på Søbakkeskolen i Handest, hvor et stort flertal er med i en ny ordning med skolemad. - Det er tre uger siden, madordningen gik i gang, og jeg må sige, det har været en succes. I første omgang var der 80, der tilmeldte sig. Men undervejs er flere blevet fristet, så det nu er 96 af skolens 140 elever, der er med, fortæller lærer på Søbakkeskolen Regnar Straadt. Søbakkeskolen har et ønske om at fremstå med en sund profil. "Fedme truer den danske folkesundhed. Hvis vi ikke gør noget, ender vi som amerikanerne, hvor hver femte i dag er svært overvægtig", lyder det manende i skolebestyrelsens oplæg til sund profil. Det koster 10 kroner pr. måltid at være med i ordningen med frisk frokost på Søbakkeskolen. Et måltid, der serveres for børnene to gange om ugen. Hvordan har Regnar Straadt det med, at ikke alle elever er med i ordningen? - I princippet har de andre jo deres egne madpakker med, men det ved vi godt, at alle ikke har. Det har jeg det skidt med, for eleverne bliver sultne på et tidspunkt, og man lærer ikke særlig godt, hvis man ikke har fået en madpakke, siger Regnar Straadt. Afskrækkende pris Regnar Straadt har en formodning om, at forældrebetalingen på 10 kroner pr. måltid virker afskrækkende på nogen. Forældrene skulle betale 140 kroner pr. barn for at være med i ordningen ind til påske, og det bliver til en pæn sum, hvis man har tre-fire børn på skolen. - Alle ville nok være tilmeldt, hvis det var gratis, så på den måde spiller forældrebetalingen ind, ræsonnerer Regnar Straadt, der meget gerne så en ordning med gratis skolemad som i Sverige. Men det tror han ikke er realistisk, skattestoppet i kommunerne taget i betragtning. Mad fra skolekøkkenet Kyllingelårene og pålægsburgerne til børnenes sunde frokost fremstilles på Søbakkeskolen. Fødevareregion Nord har givet skolen dispensation, så den kan fremstille mad til eleverne i skolekøkkenet, trods nogle mangler mht. køkkenvaske, som skolen har lovet at udbedre. Køkkenassistent Britha Vinther står i køkkenet og fordeler ærter, majs og æg i bakkerne med tunsalat. Der hører også en sherrytomat og revet gulerod til salaten. Ved siden af salatbakken får børnene et hjemmebagt brød og et stykke frisk frugt. I dag er det en clementin. - Det skal være noget mad, som børnene kan lide. Majs og ærter synes alle om. For nylig fik jeg også sneget lidt hvidkål med i salaten. Det var der vist ingen, der fandt ud af. Hvis jeg havde lavet en ren hvidkålssalat, havde ingen spist det, tror Britha Vinther. 11 af 19 er med Duksene fra de forskellige klasser henter deres kasse fyldt med salat-bakker, brød og frugt i skolekøkkenet. I 5. klasse får 11 elever frokost gennem madordningen, mens 8 har egne madpakker med. De spises med god appetit af salatbakkerne. Katja Hansen synes maden smager rigtig godt, og at det er bedre med skolemad end at få sin egen madpakke. Kammeraten Frida Bertelsen synes også maden er velsmagende, måske lige på nær majsene. Lærer Regnar Straadt siger, at madordningen foreløbig kører i en prøveperiode frem til sommerferien. Hvis den fortsætter med at være den succes, som denhidtil har været, vil skolen gøre forsøget permanent. Skolen vil også overveje, om der i fremtiden skal være skolemad hver dag.