Stor tilstrømning til orienteringsaften
220 kom til orienteringsaften, så der måtte ekstra stole ind
DRONNINGLUND: Der var stillet stole op til 180 gæster til Dronninglund Gymnasiums orienteringsaften, men der mødte 220 op, så lærere og pedellen måtte slæbe den ene stolerække efter den anden ind, mens folkeskoleelever og deres forældre strømmede til. Det store antal er det næsthøjeste tal i skolens historie.
- Der er al mulig grund til optimisme, selv om vi godt ved, at ’shopping’ er et fænomen, der også sniger sig ind i forbindelse med valg af ungdomsuddannelse, og der derfor kan være langt fra at have fugle på taget og til at stå med dem i hånden, udtaler rektor Lars Jørgensen.
Efter en kort tale fra rektor, hvor han bød velkommen og fortalte lidt om gymnasiet og gymnasieskolen i almindelighed, tog uddannelsesleder Lars Andersen over med et morsomt og til tider stand-up-lignende billedshow om årets gang på skolen. Den del af programmet sluttede af med et par sprudlende numre fra gymnasiets store danse-musik-teater-forestilling ’Alla Tin Gala’, der har premiere tirsdag den 31. januar.
Herefter blev alle gæsterne i hold sendt ud i klasselokalerne, hvor studievejlederne kort fortalte om STX-uddannelsen. Så var det elevernes tur, for det er deres oplevelse af gymnasiet, der tæller, når de kommende elever skal vælge gymnasium. Rigtig mange elever havde meldt sig til opgaven, og de var så fordelt på alle holdene, hvor de på skift fortalte om lektier, det faglige arbejde, fester, events på skolen og om stort som småt.
- Når kommende elever og forældre ser og hører eleverne og deres engagement, har de et godt og gedigent indtryk af, hvad vores gymnasium står for, fastslår Lars Jørgensen.
Efter orienteringen i klasserne blev alle gæsterne med gymnasieelever i spidsen sendt rundt til alle de små ’boder’, hvor elever og lærere fortalte om de forskellige fag og viste, hvad man bl.a. beskæftigede sig med i undervisningen. Fysik- og kemiforsøg i naturfagsafdelingen, styrketræning i fitnesscenter og så videre. Det blev en festlig rundtur, der sluttede med en særlig grundig gennemgang af de mange studieretninger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.