Stor uenighed om prævention

Menneskerettigheder kontra religiøse og kulturelle værdier

Graviditet 4. september 2002 08:00

JOHANNESBURG: Bedst, som alle mandag aften troede, at en aftale var hjemme på FN's verdenstopmøde, brast boblen. En gammel strid med religiøse og ideologiske overtoner brød i løbet af natten ud med fuld styrke og holdt forhandlerne beskæftiget i endnu et døgns tid. I går ved 18-tiden var der stadig ikke nået enighed om det kapitel i topmødets handlingsplan, der drejer sig om "reproduktiv sundhed". Andre kalder det "Taleban-paragraffen". Striden handler om kvinders ret til at bruge prævention og bestemme over deres egen krop. Men modstanden mod familieplanlægning og svangerskabsforebyggende midler er stadig stor i verden. Ifølge EU-kilder søger en uhellig alliance mellem USA og lande som Iran og Sudan at kaste grus i maskineriet. De fundamentalistiske muslimske lande vil have "religiøse og kulturelle værdier" til at stå over menneskerettigheder i teksten, mens EU ønsker det omvendt. Emnet er en gammel traver fra FN's befolkningskonference i Kairo. De 130 ulande i gruppen G77 er så splittede i sagen, at det kan komme til en regulær afstemning. I sidste ende kan uenigheden medføre, at alt i topmødets handlingsplan kastes ud til ny forhandling. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde tidligere, at sagen har stor principiel betydning for EU. - Vi kalder det Taleban-paragraffen. Vi vi sikre lige og fri adgang til sundhedsydelser for alle. Det skal ikke kunnes sættes ud af kraft af religiøse årsager, fastslog han. Også EU's udviklingskommissær Poul Nielson finder sagen meget betydningsfuld. - Hvad udkommet af diskussionen bliver, er uklart. Der er stadig en koalition af stærkt konservative og fundamentalister, og der er intet nyt i diskussionen. At få princippet om menneskerettigheder med i teksten er ekstremt vigtigt for at sikre, at det internationale samfund bliver på sporet. Dem, der igen og igen kommer med noget andet, forsøger at rulle anstændigheden baglæns, siger Poul Nielson. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...