Stor vækst i arbejdspladser

Brovst Kommune har fået op mod 500 flere arbejdspladser på fem år - nabokommuner er gået tilbage

Lokalpolitik 10. januar 2003 01:00

BROVST: Et eller andet må indbyggere, virksomheder og Brovst Kommune have gjort rigtigt i de sidste fem år. I hvert fald, når det gælder om at skabe arbejdspladser i kommunen. Fra 1997 til 2001 er antallet af arbejdspladser steget med 12,3 procent, fremgår det af Region Aalborgs statistik. Og i 2002 er tallet steget med yderlige 50-100 arbejdspladser, vurderer kommunens ervervschef, Knud Christensen. Dermed er det kun Pandrup Kommune, som takket være Nordjyllands største private arbejdsplads, Flextronics, overgår Brovst i vækst. I hele Nordjyllands Amt er der kun blevet 1,6 procent flere arbejdspladser fra 1997-2001, mens Aabybro og Fjerritslev har mistet arbejdspladser, og Løgstør har haft en minimal fremgang. - Forhåbentlig kan flere arbejdspladser være med til at trække nye indbyggere til kommunen. Landdistrikternes største problem er typisk, at de ikke kan tilbyde jobs. Men nu har vi vist, at man sagtens kan finde arbejdspladser i Brovst. Vores ledighedstal ligger også under Amtets. - Der er slet ingen tvivl om, at humøret er steget ti grader, og at vi nu fornemmer, at vi er med igen, siger erhvervschefen, som erkender, at kommunen af mange forskellige årsager har haft problemer førhen. De ekstra jobs er dels opstået i kommunens store virksomheder, som Scanel, VST Elektronik, Højgaarden Maskiner og Chrisko-stål, og dels i mange små nystartede iværksætterfirmaer med en eller to ansatte, påpeger Knud Christensen, der til gengæld melder om et vigende antal offentligt ansatte. Der er dog stadig flere indbyggere i Brovst, der arbejder uden for kommunen, end der er udenbys folk, som kører på arbejde i Brovst. Men hvor det førhen i højere grad var Fjerritslev og Løgstør, der beskæftigede Brovst-borgerne, er det i dag typisk Aalborg og Flextronics i Pandrup, som får glæde af den Øster Han Herredske arbejdskraft, viser statistikken. I dag kører flere fra Fjerritslev til Brovst for at gå på arbejde end omvendt. Og de tager tilsyneladende indkøbssedlen med på arbejde. Detailhandlen i Brovst sælger nemlig mere end indbyggertallet berrettiger til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...